FINANS. Efter en kort og intens forhandlingsperiode er der nu sat retning for fremtiden for både Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse. De to pengeinstitutters bestyrelser har indgået en fusionsaftale, der betyder, at Middelfart Sparekasse bliver det fortsættende institut med hovedsæde i Middelfart.
Aftalen indebærer, at Middelfart Sparekasse betaler 620 kroner pr. aktie i Nordfyns Bank. Samtidig bliver Holger Bruun, administrerende direktør i Nordfyns Bank, en del af direktionen i Middelfart Sparekasse. Alle medarbejdere fra Nordfyns Bank fortsætter i det fusionerede institut. Desuden får Nordfyns Bank to repræsentantskabsvalgte og ét medarbejdervalgt medlem i Middelfart Sparekasses bestyrelse, og banken får 16 pladser i sparekassens repræsentantskab, der dermed udvides til 66 medlemmer.
Per Maegaard, bestyrelsesformand i Nordfyns Bank, fremhæver, at aftalen giver klarhed efter en længere proces. »Det er ingen hemmelighed, at det har været et langt forløb for alle interessenter omkring Nordfyns Bank. Derfor har vi arbejdet målrettet på at kunne præsentere en fusionsaftale med Middelfart Sparekasse. Med fusionsaftalen mener vi, at vi har opnået en aftale, som alle parter omkring Nordfyns Bank kan være tilfredse med, og bestyrelsen opnår sit strategiske mål om at bevare et stærkt, fynsk baseret pengeinstitut. Samtidig kan vi med aftalen skabe klarhed over fremtiden for Nordfyns Banks aktionærer, kunder og medarbejdere.«
Hos Middelfart Sparekasse er bestyrelsesformand Flemming B. Nielsen tilfreds med resultatet. »Vi anså vores tilbud til Nordfyns Bank for at være attraktivt, og de grundlæggende vilkår har ikke ændret sig i forhandlingsforløbet, hvor det primære fokus har været at sikre fælles forståelse af de enkelte elementer i aftalen. Vi har opbygget et godt samarbejde baseret på gensidig tillid, og det lover godt for fremtiden.«
Fusion på plads inden årets udgang
De to institutter forventer at afholde besluttende møder ultimo november, og med forbehold for myndighedsgodkendelser kan fusionen gennemføres primo december 2025. Den tekniske sammensmeltning, hvor alle kunder samles i samme system, er planlagt til tredje kvartal 2026.
Med fusionen samles to fynske pengeinstitutter, der begge har rødder og stærke relationer i lokalområdet, i én samlet enhed med base i Middelfart.