SPORT. Når Middelfart Boldklub lørdag klokken 14.00 møder Hillerød, bliver det ikke kun tre point, der er på spil. Kampen er en del af Veteran Match 2025, hvor tidligere udsendte og deres pårørende hyldes over hele landet.

For sjette år i træk står Danmarks Idrætsforbund med støtte fra Grundfos Fonden bag initiativet, som samler toppen af dansk professionel sport i en markering af de danske veteraner. I alt afvikles 45 kampe i perioden 25. september til 6. oktober i både fodbold, håndbold og ishockey. Veteranerne deltager som æresgæster og hyldes med flag, bannere, taler og klapsalver. Mange steder er veteranerne også med på banen eller isen, inden kampene går i gang.

For Middelfart Boldklub er det første gang, klubben deltager i Veteran Match, og sportschef Søren Godskesen glæder sig til at give de lokale veteraner en særlig anerkendelse. »I fodbold handler det om holdånd, fællesskab og at kæmpe for hinanden – værdier, som også kendetegner vores veteraner. Derfor ser vi en helt naturlig kobling til Veteran Match, hvor vi som klub kan være med til at anerkende og støtte de mennesker, der har ydet en særlig indsats for Danmark.«

Veteran Match giver alle veteraner mulighed for at hente gratis billetter til de særlige hyldestkampe via veteranmatch.dk, og det er også muligt at tage pårørende med.

Fakta

  • Veteran Match 2025 består af 45 kampe på tværs af landet
  • Afvikles i perioden 25. september til 6. oktober
  • Veteraner kan hente gratis billetter på veteranmatch.dk efter først-til-mølle-princippet
  • Pårørende kan også inviteres med
  • Formålet er at give veteraner og deres familier en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab
  • Finansieres af Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden og midler fra Forsvarsforliget
  • Veteran Match afvikles i år for sjette gang