MIDDELFART. Når dørene åbnes til Gamborg Bryghus i Middelfart lørdag den 4. oktober, bliver det ikke bare en morgen med sved på panden og pulsen i vejret. Det bliver en dag med rytmer, styrke og en stærk følelse af sammenhold, når ZumbaFit sættes på programmet i anledning af Lyserød Lørdag. Bag arrangementet står Fit og Sund Middelfart i samarbejde med bryghuset, og overskuddet går ubeskåret til Støt Brysterne.

For instruktør Anja Jürs er dagen noget helt særligt. Hun har selv været ramt af brystkræft tidligere på året, men er i dag kræftfri. Derfor føles det ekstra meningsfuldt at stille sig i spidsen for en begivenhed, der både samler penge ind og sender et budskab om håb.

»Lyserød Lørdag er en mulighed for at støtte et rigtig godt formål og samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Vi laver ting sammen, som kan generere penge, og det er en måde, hvor alle kan være med i det små og alligevel gøre en kæmpe forskel, når vi gør det sammen,« fortæller hun.

En idé født af fællesskabet

Zumba og velgørenhed er ikke en ny kombination i Middelfart. Allerede forrige år tog instruktørerne Yasmin og Heidi initiativ til at afholde Zumba med et velgørende formål.

»Vi startede faktisk allerede sidste år og forrige år. Yasmin og Heidi har gjort det før med Zumba, og for et par år siden begyndte vi at kombinere Zumba og styrketræning, kaldet ZumbaFit. I forbindelse med at jeg selv fik brystkræft og skulle opereres, foreslog Yasmin, at vi gentog arrangementet i år. Det ramte meget tæt på, og det gav os det ekstra skub til at sige, at selvfølgelig skulle vi gøre det,« siger Anja Jürs.

En fest på gulvet

Når deltagerne møder op på Gamborg Bryghus i Middelfart, venter en træningsoplevelse, der rækker ud over det sædvanlige.

»De kan komme og få en fest sammen med os andre. Det er højt humør og masser af glade rytmer. Yasmin og Heidi er kanondygtige zumba-instruktører, og så kombinerer vi med styrketræning, som jeg står for. Det handler om at bruge sin krop, have det sjovt og samtidig gøre noget godt – både for sig selv og for andre,« fortæller hun.

Arrangementet finder sted lørdag den 4. oktober klokken 10 til 11.30. Billetter koster 120 kroner og kan købes via Gamborg Bryghus’ hjemmeside, Fit og Sunds hjemmeside eller gennem de mange links, der er delt på sociale medier. I billetprisen er også en forfriskning sponsoreret af bryghuset, mens hele beløbet går direkte til Kræftens Bekæmpelse.

Når kræft kommer tæt på

For Anja Jürs er Lyserød Lørdag i år mere end et event. Det er en personlig markering af en rejse, der på kort tid vendte hendes hverdag på hovedet.

»Jeg blev utrolig rørt, da Yasmin ringede og sagde, at de ville arrangere det i mit navn. Det var helt særligt, og det føles fantastisk. Jeg har været heldig. Min kræft blev opdaget ved en helt almindelig standard mammografisk screening, og jeg kan se, hvor hurtigt og effektivt behandlingen blev sat i gang. Det ønsker jeg for alle andre. Derfor betyder det meget, at jeg kan være med til at støtte, at vi bliver endnu klogere på en sygdom, der rammer så mange,« siger hun.

Åbenhed og fælles historier

Sygdommen har sat sine spor, men Anja har valgt at være åben om sit forløb. Det har skabt nye bånd til de mennesker, hun møder i træningssalen.

»Jeg har valgt at være meget åben omkring det. Det har betydet, at mange kunder har delt deres egen historie med mig. Det viser, at vi har noget til fælles, og at vi tør snakke om det. Samtidig har det understreget for mig, hvor vigtigt det er at bruge sin krop og lave noget, man synes er sjovt. Når vi kombinerer zumba og styrketræning, handler det om netop det – at finde glæde og styrke i bevægelse, også midt i et sygdomsforløb,« siger hun.

At inspirere andre

Lyserød Lørdag handler om mere end at samle penge ind. For Anja handler det også om at inspirere og vise, at fællesskabet kan bære en gennem de svære tider.

»Det er altid vigtigt for mig at inspirere andre, fordi vi kan ikke gøre noget alene. Vi kan kun noget sammen. Det handler både om at være opmærksom på sin egen krop og sine egne symptomer, men også om at have blik for fællesskabet og den forskel, det gør at bruge sin krop – også i et sygdomsforløb. Brystkræft rammer mange, og derfor er det afgørende, at der bliver forsket, og at vi kan støtte det,« siger hun.

Et budskab til andre

Som instruktør, tidligere patient og nu kræftfri har Anja et klart budskab til dem, der står midt i deres egen kamp mod brystkræft.

»Tro på det. Hold fast. Det skal nok gå. Det bliver godt igen,« siger hun.

En dag for både krop og sjæl

Med musik, bevægelse og fællesskab bliver Lyserød Lørdag på Gamborg Bryghus i Middelfart en dag, der kombinerer fest og alvor. På dansegulvet bliver der svedt, grinet og heppet, mens pengene samles ind til en sag, der berører tusindvis af danske kvinder hvert år.

For deltagerne er det en mulighed for at gøre noget godt for sig selv og samtidig bidrage til et større formål. For Anja Jürs er det en personlig hyldest til det liv, hun har genvundet – og til det fællesskab, der gør det muligt at tro på, at det hele nok skal gå.