Annonce

POLITIK. Der er sat nye rammer for den omdiskuterede tidlige SFO i Middelfart. På byrådets møde onsdag indgik partierne bag budgettet en bred aftale, der udvider den analyse, som Skoleudvalget allerede har bestilt af økonomien og de fysiske rammer.

Formålet er at sætte barnet i centrum og sikre en god overgang mellem børnehave og skole, hvor faglighed, forældreinvolvering og politisk opmærksomhed bliver bærende elementer.

»Jeg kan godt lide en model, hvor vi har et fagligt og sagligt grundlag samt ordentlig inddragelse af forældre og medarbejdere, inden vi politisk træffer en beslutning om fremtiden for overgangen mellem børnehave og skole. Det har vi fået med aftalen. Samtidig er der skabt klarhed for forældrenes valg til næste år,« siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Tre modeller i spil

Med aftalen er parterne enige om, at analysen skal være bredere og have fokus på kvalitet, det gode børneliv og tryghed for forældrene. På den baggrund vil der i sensommeren 2026 blive truffet beslutning om den fremtidige model.

Der er åbnet for tre muligheder. Den første er, at tidlig SFO fortsætter i sin nuværende eller en tillempet form. Den anden er, at tidlig SFO nedlægges, og børnene bliver i børnehaven frem til skolestart i august. Den tredje model er en fleksibel løsning, hvor dagtilbud og skole i de enkelte distrikter sammen med forældrene kan finde den løsning, der passer bedst til deres lokalområde.

Annonce

Nuværende ordning fortsætter i 2026

For de børn, der starter i skole i sommeren 2026, vil den nuværende ordning fortsætte. Det betyder, at børn i kommende 0. klasser som udgangspunkt begynder i tidlig SFO fra 1. marts samme år, men der vil være mulighed for at blive i børnehaven. Tilbuddet gælder dog ikke børn, der er visiteret til Skrillingeskolen, Karlsvognen og Heldagsklasserne ved Østre Skole.

Hvis flere børn end tidligere bliver i børnehave fra marts 2026, er aftaleparterne enige om at dække merudgiften via den reserve, der er afsat i budgettet. Når der senere i 2026 træffes beslutning om den endelige model, skal finansieringen findes i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027.

Politisk opbakning på tværs

Aftalen har opbakning fra samtlige partier i byrådet, der hver især fremhæver forskellige aspekter af beslutningen.

Socialdemokratiets Kaj Johansen siger: »Vi er meget tilfredse med aftalen, der skaber ro på området, og der kan arbejdes konstruktivt med at finde de rigtige løsninger for fremtiden.«

Venstres Anders Møllegård tilføjer: »Vi er glade for, at vi har taget ansvaret og fået lagt ind i budgettet, at der kommer stabilitet og økonomiske rammer for tidlig SFO.«

Hos Det Konservative Folkeparti udtaler Morten Weiss-Pedersen: »Det er rart at få sat et ordentligt punktum for elever og forældre i den her pinagtige sag med tidlig SFO, og hvor der er skabt reel forudsætning for, at børn og forældre frit kan vælge imellem tidlig SFO eller at fortsætte i børnehaven.«

Socialistisk Folkepartis Linda Johnsen fremhæver: »Jeg er glad for, at parterne er enige om at styrke den gode overgang mellem børnehave og skole. Det er godt, at vi nu har en aftale om en inddragende proces, så vi kan træffe den bedste beslutning for den kommende model for tidlig SFO.«

Dansk Folkepartis Steffen Daugaard siger: »Jeg er glad for, at vi nu kan se fremad og finde den rette model for tidlig SFO. Modellen har ikke været revideret siden 2015, så det er meget naturligt på baggrund af den seneste debat, at vi nu får fundet frem til den rigtige løsning på et oplyst grundlag.«

Beslutning i 2026

Analysen, der ligger til grund for den politiske beslutning, forventes at være færdig i foråret 2026. Herefter vil byrådet gå i dialog med bestyrelser, ledelser, medarbejdere og elevrepræsentanter i andet kvartal.

På det grundlag skal der i sensommeren 2026 træffes beslutning om den fremtidige model. Parterne er enige om at finde de nødvendige midler i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027.

Dermed er der lagt op til, at fremtidens overgang mellem børnehave og skole i Middelfart bliver til på et bredt og inddragende grundlag med barnet i centrum og forældrene tæt på processen.

Annonce