MIDDELFART. Der er dage, hvor en havn bare er en havn. Hvor bådene ligger stille og spejler sig i vandet, og hvor livet omkring kajen går sin vante gang. Og så er der dage, hvor alt ændrer sig, hvor historierne træder frem, og hvor hele byen samles for at fejre det, der binder den sammen. Lørdag den 23. august bliver sådan en dag i Strib.
Klokken tretten begynder festen, og Strib Havn markerer sit 50-års jubilæum. Ikke med store taler i stive rammer, men med øl fra Gamborg Bryghus, flæskestegssandwich, aktiviteter på kajen og et hav af muligheder for at mærke havnelivet helt tæt på.
Formanden for Strib Havn, Martin Vasarhelyi, tager telefonen ude på en sejlbåd, mens vinden fylder i baggrunden. Han lægger ikke skjul på, hvad denne dag betyder for ham og for dem, der har båret havnen gennem årtierne.
»Det er jo både at kunne anerkende det arbejde, som er lavet af alle dem, der har været med til at skabe havnen, og dem, som efterfølgende har været nødt til at drive den. Det er også en mulighed for at fortælle folk i Strib om de planer, vi har for havnens fremtid« siger han.
Historien om Strib Havn er ikke én lang, ubrudt linje. Den begynder i en tid, hvor Strib stadig var præget af færgefarten, og hvor en tindfabrik kastede sin skygge over kysten. På et tidspunkt besluttede en gruppe frivillige, at her skulle der være en havn – et sted for små både og fiskekuttere. Der blev købt arealer fra ESO, og med tiden tog havnebassinerne form.
Martin fortæller, at meget af det tidlige kapitel er bedst overladt til næstformand Mads Nibbelmann, som har styr på arkivmaterialet.
»Der er faktisk et historisk arkiv, hvor man kan finde materiale, og på YouTube ligger der et indlæg om dengang havnen blev grundlagt. Hvis jeg var ved min computer, kunne jeg sende dig et link, men lige nu sidder jeg på en sejlbåd« siger han med et lille grin.
Jubilæumsdagen er tænkt som en dag, hvor alle kan finde noget at opleve.
»Vi spiser sammen, og sejlklubben laver aktiviteter. Man kan komme ud og sejle med vores elbåd. Vi har en lille elektrisk kutter, og der kommer en slæbebåd, så folk kan se, hvordan sådan en ser ud på nært hold. Der vil være sejlads med modelskibe. Og så selvfølgelig fadøl og flæskestegssandwich« siger han.
Forventningerne til fremmødet er blandet med et lille strejf af spænding.
»Vi håber, at der kommer et par hundrede. Når man ikke udsteder billetter, er det altid spændende at se, hvem der dukker op. Vi har prøvet før, at vi håbede på 100, og så kom der 300. Så gælder det bare om at komme først til maden« siger han og ler.
For Martin er det ikke kun et spørgsmål om at fylde kajen med mennesker. Det handler om at åbne havnen for dem, der ikke normalt er der. »Jeg håber, at det bliver en rigtig god dag for børnefamilier og folk, som måske ikke normalt kommer ned på havnen. At de kan se, hvor hyggeligt der er, og hvor hyggeligt det bliver fremover« siger han.
Strib Havn er i dag et sted, der rækker langt ud over sejlernes verden. »Der er ikke mange rekreative arealer i Strib. Vi håber, at havnen kan være et fristed for alle. Du kan komme ned og grille, spise frokost eller aftensmad på molen og bare sidde og slappe af. Folk går tur, spiller petanque, og nogle af dem, der har været med fra starten, har stadig deres faste tilholdssted dernede« fortæller han.
Fremtiden for havnen er storstilet. »Det er et samlingspunkt, og vores ambition er at gøre det meget mere til et samlingspunkt. At tilbyde flere faciliteter til et bredere publikum end i dag« siger Martin.
De næste fem til syv år bliver afgørende. »Vi har et projekt, hvor vi bygger en helt ny havn med et stort moleanlæg. Ikke bare stort i størrelse, men som et sted, man kan opholde sig. Der vil være siddepladser, faciliteter til vinterbadere og meget mere. Vi forventer, at interessen for havnen vil vokse markant« siger han.
Og den interesse er allerede i bevægelse. »Det har været en havn, som mest har været for dem med båd, men vi ser flere og flere, der opdager, at de kan bruge havnen uden at være bådejere. Vi har mange autocampere, der holder dernede, og flere lokale, der kommer for at nyde stedet« siger han.
Intet af dette kunne lade sig gøre uden frivillige. »Uden de frivillige ville havnen ikke eksistere. Bestyrelsen arbejder ulønnet, vedligehold er frivilligt, havnefodfunktionen er frivillig. Det er det samme som i fodboldklubber og tennisklubber – det er de frivillige, der bærer det hele« siger Martin.
Der er ikke mange faste traditioner, men de, der er, holder ved. »Vi har standerhejsning, som sejlklubben står for, og så har vi arbejdsdage et par gange om året. Her tager folk værktøj og haveredskaber med og hjælper med vedligeholdelse. Det er både hyggeligt og nødvendigt« siger han.
Når dagen oprinder, vil den være et møde mellem fortid og fremtid. En fejring af mennesker, arbejde, frivillighed og havneliv. Og måske vil man, mens man tager en bid af sin flæskestegssandwich og ser ud over Lillebælt, mærke, at Strib Havn ikke bare fylder halvtreds. Den står midt i et nyt kapitel.
