MENNESKER. Der er dækket op med kaffe og kage i køkkenet denne formiddag. Lugten af nybrygget kaffe blander sig med den søde duft fra wienerbrød, og midt ved bordet sidder Bodil Sørensen og Dorthe Jensen. De smiler, læner sig lidt frem over kopperne og lader ordene flyde. De har meget at fortælle, for de har meget at se tilbage på. Så meget, at de begge i år kan fejre 40 års jubilæum i Middelfart Sparekasse.
Bodil begyndte den 15. juli 1974. Dorte fulgte efter 11 år senere, den 22. juli 1985. I 33 af årene har de delt adresse og arbejdsplads, men altid haft deres egne opgaver, i hver deres afdeling og med hver deres vej gennem sparekassens mange forandringer.
»Jeg startede som den første kvindelige elev,« fortæller Bodil med et lille smil, der bliver hængende, som om hun et kort øjeblik ser tilbage til dengang.
»Vi var kun lidt over 20 ansatte, og jeg kom rundt i alle afdelinger i to år, før jeg blev udlært. Sådan lærte man huset at kende dengang.«
For Dorthe begyndte det hele i kassen.
»Efter noget tid fik jeg valutakassen, blev senere privatrådgiver og erhvervsrådgiver, og har haft roller både i fronten over for kunderne og i administrative funktioner bag kulisserne.«
Og selvom de to aldrig har delt kontor, har de altid delt adressen. »Vi har ikke siddet og snakket sammen i arbejdstiden, men vi har altid været der for hinanden,« siger Dorthe og sender et blik over til søsteren, som svarer med et lille nik. Det er en bemærkning, der rummer et helt arbejdsliv.
Begge husker tydeligt begyndelsen. Det var en tid, hvor man ikke altid havde en stol at sidde på, og hvor praktiske løsninger var en del af hverdagen. For Bodil betød pladsmangel i udlånsafdelingen, at hun blev installeret i en vindueskarm bag hulkortdamerne, med skrivemaskine og en udsigt over vandet, som stadig står klart i hendes hukommelse.
»Jeg kunne sidde der og kigge ud, mens jeg tastede. Det var ikke et skrivebord, men det var min plads. Det glemmer jeg aldrig,« smiler hun.
Dorthe trådte ligeledes ind i sparekassen på et tidspunkt, hvor alt stadig foregik manuelt.
»Når en kunde hævede penge, skrev vi det ind i sparekassebogen, og hvis maskinen ikke virkede, så blev det gjort med kuglepen. Man kendte sine kunder, og kom de en fredag eftermiddag for at købe bil, kunne man sige ja uden at skulle slå noget op. Det kan man ikke i dag med alle de lovkrav, der er kommet til.« Hun holder en lille pause, smiler og tilføjer:
»Det er jo udviklingen, men det var en anden tid, og det savner jeg nogle gange.«
De ler begge, da de husker, hvordan man dengang kunne gå gennem gågaden med en halv million kroner i en lille pengesæk hentet i Den Danske Bank. »Det ville ikke gå i dag,« bemærker Bodil og sender et smil på tværs af bordet. Dorthe nikker langsomt, som én der har tænkt den tanke mange gange før, og fortsætter med historien om dengang, kontanterne fra Rock under Broen skulle ind til sparekassen.
»Til Rock under Broen har sparekassen altid været sponsor. I de første år havde min søster ansvaret for alle pengene derude. Vi sad og talte beløbene op, det var millioner, og kørte dem derefter ind til sparekassen i en helt almindelig bil. Ingen sikker transport, bare os. På et tidspunkt fulgte politiet efter os, men ellers var det bare sådan, vi gjorde.«
De fortæller igen historien med et lille grin, og det er tydeligt, at minderne fra de store arrangementer ikke kun handler om tal og kontanter. For Bodil blev netop arrangementerne da også en del af hendes kendetegn i sparekassen. Med årene blev hun et kendt ansigt i marketing, hvor hendes kreativitet satte sit præg på alt fra kundearrangementer til større events. Allerede som elev kastede hun sig over opgaver uden for de faste rammer, i begyndelsen især aktiviteter for børn, hvor hun fandt på alt fra konkurrencer til små oplevelser, der fik familierne til at møde talstærkt op.
»Jeg har altid haft lyst til at lave noget ekstra. Det har gjort, at jobbet aldrig bare har været 8-16,« siger hun og lader en lille pause falde, før hun tilføjer med et smil, at det ofte betød aftener og weekender, når noget skulle lykkes.
Dorthe fulgte en lidt anden vej og har gennem årene holdt fast i en arbejdsform, hvor nærheden til kunderne og ansvaret for opgaven har været det vigtigste.
»For mig handler det om at kende mennesket bag kontoen og om at holde sig selv skarp ved at tage imod nye udfordringer. Jeg har arbejdet med at få folks økonomi til at hænge sammen, været med til at finde løsninger, når det kneb, og senere har jeg haft administrative opgaver, der krævede overblik og struktur. Det har altid været vigtigt for mig, at arbejdet var udfordrende og varieret.«
To forskellige faglige spor, men med det samme grundlæggende engagement. Måske er det det, der har gjort, at de begge har holdt ved i fire årtier, en fælles forståelse af, at uanset opgave er det relationerne, ansvarsfølelsen og lysten til at bidrage, der bærer en arbejdsplads videre.
Og relationer har der været mange af. Da de begyndte, var sparekassen et sted, hvor alle kendte hinanden, også ægtefæller og børn. Man vidste, hvem der var gift med hvem, og hvilke børn der hørte til hvilke ansigter.
»Vi havde udflugter med ægtefæller, nytårsfrokoster i Strib Forsamlingshus og endda et revyhold, hvor kolleger skrev og opførte numre. Det var vildt sjovt,« siger Bodil, og man kan høre på hendes stemme, at de forestillinger stadig står tydeligt for hende.
Fællesskabet blev dengang holdt sammen af personaleforeningen, som stadig eksisterer. Den arrangerede ikke bare fester, men skabte et rum, hvor man kunne mødes på tværs af afdelinger og titler. Det var her, relationerne blev bygget op, relationer, der for mange stadig lever.
Men udviklingen har forandret tingene. Flere afdelinger, flere ansatte og nye lokationer betyder, at man ikke længere kender alle. »Man kan ikke længere hilse på alle med fornavn,« siger Dorte, men hun understreger, at de gamle bånd stadig holder. Hun fortæller om en gåklub med tidligere kolleger, der stadig mødes, går ture og en gang imellem tager på små udflugter. »Det er lidt ligesom at træde tilbage i tiden, når vi er sammen,« tilføjer hun.
Og så er der højdepunkterne, de oplevelser, der rækker ud over hverdagen. Som 150-års jubilæet, hvor alle medarbejdere og deres ægtefæller rejste til Toscana i fire dage. »Det glemmer vi aldrig,« siger Bodil og læner sig lidt tilbage, som om hun ser det hele for sig. Solen over vinmarkerne, middage med kolleger, der for en stund blev til rejsefæller, og et fællesskab, der føltes lige så varmt som det italienske forår.
For begge er sparekassen blevet mere end et arbejde, den er blevet en del af familien.
»Min mand og børn har altid været med. Min datter har sminket børn til arrangementer. Hvis du kan få børnene ind, kommer forældrene også,« siger Bodil med et glimt i øjet.
Dorthe nikker.
»Det har været en livsstil. Også børnebørnene ved, at det er en stor del af vores liv.«
Når samtalen bevæger sig fra minderne til fremtiden, bliver tonen mere eftertænksom. De har begge oplevet, hvordan arbejdslivet har ændret sig gennem årtierne, og hvordan kravene er blevet skarpere, tempoet hurtigere og teknologien allestedsnærværende. Men nogle ting står fast.
Man skal kunne lide sit arbejde og ikke kun se det som fra 8 til 16. Vær positiv, fleksibel og ikke bange for at tage nye opgaver,« lyder Bodils råd til de unge, der drømmer om en fremtid i branchen.
»Vær ærlig og tag ansvar. Selvom det ikke er din virksomhed, så opfør dig, som om det er. Man skal ville bidrage til, at det går godt,« bemærker Dorthe.
Bodil gik på pension i 2018, men Dorthe fortsætter lidt endnu.
»Der sker hele tiden noget nyt, og det elsker jeg. Så længe jeg bliver udfordret, bliver jeg,« siger hun.
Da Dorthe i år rundede 40 år i sparekassen, blev det markeret i afdelingen i Vejle med morgenbord og familien omkring sig. Bodil fejrede i sin tid med åbent hus, stor fest og alle sine netværk samlet, en fejring, der i format og stemning mindede om mange af de arrangementer, hun selv har været med til at skabe for andre.
Når de to søstre taler om årene, handler det ikke om at tælle dem, men om alt det, de har fyldt dem med. »De er gået som et fingerknips,« siger Dorthe.
»Jeg har altid været glad for at gå på arbejde. Der har aldrig været en dag, hvor jeg ikke havde lyst – undtagen dengang jeg havde lungebetændelse.«
Bodil smiler. »Vi har været heldige. Vi har haft et arbejde, vi har elsket – og hinanden tæt på hele vejen.«
Dorthe trækker lidt på skuldrene og lader blikket glide ud af vinduet, som om hun ser alle årene passere forbi.
»Ja, jeg har jo bare passet mit arbejde.«
