ENERGI. Efter mere end 50 års drift er den ældste af de to elforbindelser mellem Fraugde ved Odense og Kauslunde ved Middelfart udtjent. Energinet går derfor nu i gang med at udskifte både master og ledninger på den 52 kilometer lange strækning.
Arbejdet går i gang med det samme. Ved hver mast bliver der etableret et midlertidigt arbejdsområde. I løbet af efteråret bliver områderne ryddet for bevoksning, og der bliver lagt køreplader ud, så kraner og tunge maskiner kan komme ind til masterne. Derefter følger udskiftning af master og ledninger samt reparation af masternes sokler.
»Lodsejere, naboer og folk, der kører forbi i bil eller med tog, kan ikke undgå at lægge mærke til vores arbejde, som bl.a. vil være synligt langs Fynske Motorvej. Elforbindelsen er meget vigtig for elforsyningen, både på Fyn og i resten af Danmark, så vi glæder os til at komme i gang med arbejdet,« siger projektleder Mette Marie Schmidt fra Energinet.
Hun oplyser, at entreprenørerne arbejder ved hver mast i cirka 14 dage, men at kørepladerne kan ligge i længere tid.
»Kørepladerne kan dog ligge på stedet i nogle måneder, fordi vi udfører renoveringsarbejdet ad tre omgange. Udskiftning af master, udskiftning af ledninger og renovering af fundamenter foregår nemlig på forskellige tidspunkter. Efter planen begynder vi at udskifte masterne i oktober i år, og vi regner med at være færdige med det hele i oktober næste år,« siger hun.
Udskiftningen foregår ved, at dele til den nye mast køres ud til arbejdsområdet og samles på stedet. De gamle ledninger afmonteres, masten løftes væk af en kran, og den nye mast sættes op. De eksisterende ledninger monteres midlertidigt på den nye mast, indtil hele strækningen får nye ledninger. Mens arbejdet står på, bliver forbindelsen taget ud af drift.