POLITIK. Byrådssalen var fyldt denne mandag efter sommerferien, og allerede ved mødets åbning kunne borgmesteren glæde sig over det store fremmøde blandt tilhørerne. Den politiske sæson blev skudt i gang med en række sager, der spændte fra afskedstaler til principielle diskussioner om lovmedholdelighed og ytringsfrihed i skolerne.
Første sag på dagsordenen satte et følelsesladet punktum for et ungt byrådsmedlems tid i Middelfart Kommunes øverste politiske organ. Anna Poulsen Brun (SF) havde anmodet om at udtræde af byrådet med virkning fra 12. august. Begrundelsen var klar – hun skal begynde på en uddannelse i København og flytter derfor fra kommunen.
Formalia blev hurtigt overstået, men borgmesteren valgte at bruge anledningen til en varm og personlig afsked. Han tegnede et portræt af et medlem, der ikke havde brugt ordet for ordets skyld, men som tog det, når det virkelig betød noget.
»Du har siddet i det her byråd med et hjerte, som banker for fællesskab, udvikling og retfærdighed,« sagde han og beskrev, hvordan Anna havde været en skarp og visionær stemme i arbejdet med omdannelsen af Falstersvejkvarteret. Han fremhævede også hendes sans for tempo, modet til at gå nye veje og hendes blik for at bevare kant og vildskab i udviklingsprojekterne.
Der var også plads til humor. Borgmesteren bemærkede, at da Anna trådte ind, var hun en af landets yngste byrådsmedlemmer, og at hendes afgang nu ville hæve gennemsnitsalderen betragteligt – ikke mindst ved drøftelser om ungekultur og sociale medier, hvor hun ofte havde bidraget med uvurderlige perspektiver.
Anna Poulsen Brun svarede med få, men tydelige ord, der rummede både taknemmelighed og et glimt i øjet:
»Tak for at have gjort det til fire både spændende, interessante og sjove år, samtidig enormt hårde, lærerige og meget givende år. Det har været et stort privilegie at være her.«
Hun overlader nu pladsen til stedfortræderen Morten K. Thomsen, der indtræder i byrådet fra 12. august.
Punktet om omkonstituering i Socialdemokratiets byrådsgruppe gav anledning til både takkeord og et skifte på centrale poster. Efter otte år som formand for skoleudvalget overlod Jens Bakker Mogensen (S) posten til John Kruse og indtrådte i stedet i beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget.
I sin afskedstale fra skoleområdet rettede Jens en lang række taksigelser. Han fremhævede lærere, pædagoger, øvrigt skolepersonale, skoleledere, forældrebestyrelser og forvaltning for deres engagement og samarbejde. Han beskrev årene som formand som både givende og krævende, og forklarede, at beslutningen om at skifte udvalg var resultatet af længere tids overvejelser om at prioritere familieliv og arbejdsliv.
Venstres Anders Møllegaard kvitterede med at bemærke, at partiet tidligere havde haft spørgsmål til kabalen om næstformandsposter, men understregede, at man bakkede op om den fremlagte omrokering.
Herefter fulgte en række sager, som blev hurtigt behandlet og godkendt.
Revisionsberetningen for regnskab 2024 blev enstemmigt godkendt. Revisionen havde ingen kritiske bemærkninger, hvilket borgmesteren kaldte »betryggende«.
Budgettet for Trekantbrand 2026 blev også godkendt. Her blev det oplyst, at en stigning i driftsudgifterne på 770.000 kroner skyldes, at brandslukningen er overgået til kommunal drift, efter at udbud til private leverandører havde resulteret i højere priser. Middelfart Kommunes andel af driftsbudgettet er 13 mio. kr.
Endelig vedtog byrådet vedtægterne for KFUM’s Sociale Arbejde som boligorganisation. Den nye organisation kan fremover drive såkaldte skæve boliger for hjemløse og udsatte. Hovedsædet ligger i Strib, men der er ingen aktuelle planer om at opføre boliger i Middelfart Kommune.
Skarp debat om ansvar i sagen om tidlig SFO
Aftenens mest ophedede punkt opstod, da byrådet behandlede Enhedslistens forslag om at placere ansvar i sagen om den ulovlige obligatoriske tidlige SFO.
Lasse Schmücker (Ø) lagde ud med en lang og skarp tale, hvor han understregede, at sagen rakte langt ud over spørgsmålet om SFO-ordningen.
»Det handler om noget meget større end tidligere SFO. Det handler om selve grundlaget for vores arbejde,« sagde han og anklagede den politiske top for at have fastholdt en ulovlig praksis, selv efter at problemet var kendt.
Han opfordrede til, at byrådet tog stilling til borgmesterens og kommunaldirektørens ansvar, og han gjorde det klart, at det ikke handlede om personer, men om princippet om, at loven gælder for alle.
Flere partier tilsluttede sig forslaget. Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) fastslog, at ansvaret følger funktionen:
»Når den øverste politiske og administrative ledelse har haft kendskab til sagens alvor uden at gribe ind rettidigt, så er det nødvendigt, at vi som byråd tager stilling.«
Morten Majs Pedersen (K) bakkede også op og sagde:
»Der er stadig mange spørgsmålstegn i denne sag. Derfor mener jeg, at det vil gavne os alle, at sagen belyses ordentligt i forhold til ansvar.«
Venstre støttede ligeledes Enhedslistens forslag. Anders Møllegaard (V) sagde:
»Vi går ind for ordentlighed og gennemsigtighed. Jeg synes, det er fint at få placeret ansvaret, få styr på det og få den her sag lagt ned.«
Fra Socialdemokratiet lød der derimod opbakning til en anden tilgang. Kaj Johansen (S) erkendte, at der var sket en fejl i kommunikationen til forældrene, men advarede mod konsekvensen af at gøre fejl til afsæt for fyringer:
»Vi skal passe på, at vi ikke får skabt en kultur, hvor fejl betyder fyringer eller politisk pres for fyringer af dem, der skriver brevene, chefer eller direktører.«
SF’s Linda Jonsen gjorde det klart, at partiet ville stemme for ændringsforslaget fra borgmesteren og ikke for Enhedslistens oprindelige forslag.
»Vi vil gerne bruge vores kræfter på politik og på at skabe gode hverdage for børn, i stedet for at diskutere flere redegørelser eller undersøgelser, som ikke kommer til at rykke noget.«
Efter den lange debat blev ændringsforslaget fra borgmesteren, om at tage redegørelsen og økonomiudvalgets ansvarsplacering til efterretning, sat til afstemning. Forslaget blev vedtaget med 15 stemmer for og 10 imod.
Debat om ytringsfrihed og skolevalg
SF havde stillet forslag om, at kommunen skulle se bort fra Folketingets præsidiums beslutning om at forbyde, at spørgsmålet om en palæstinensisk stat indgår i skolevalget. Anna Poulsen Brun argumenterede for, at fraværet af emnet ville være et svigt af skolens demokratiske dannelse.
Venstre afviste forslaget med henvisning til elevernes alder og behovet for at beskytte både elever og medarbejdere mod konfliktoptrappende emner. De Konservative og Socialdemokratiet støttede forslaget, mens Danmarksdemokraterne undlod at stemme, trods respekt for argumentationen.
Forslaget blev vedtaget med 17 stemmer for, 7 imod og 1 hverken for eller imod.
Orienteringer: Kultur, klima og trafik
Under punktet om orienteringer fortalte borgmesteren om sommerens arrangementer, herunder Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe, jazzfestival og forberedelserne til Klimafolkemødet.
Kulturudvalgsformand Lars Vigsø præsenterede kommunens første kulturkanon med 49 udvalgte steder og historier, der offentliggøres ved »Sindssyg God Søndag«.
Fra teknisk udvalg orienterede Anders Møllegaard om 21 nye trafiksikkerhedsprojekter, blandt andet forbedringer ved Borgernes Skole og en forlængelse af cykelstien i Gelsted.
Spørgetid: Tosprogsundervisning under pres
I spørgetiden rejste Søren, formand for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening, bekymring over ressourcerne til tosprogsundervisningen i Middelfart Kommune. Han påpegede, at det nuværende budget ikke giver mulighed for at dække behovet for de elever, der har mest brug for støtte, og at det i praksis betyder, at nogle børn må klare sig uden den nødvendige undervisning alle ugens dage.
Borgmesteren svarede, at der i det nuværende toårige budget ikke er afsat ekstra midler til området, men at spørgsmålet kan blive en del af de kommende budgetforhandlinger.