Annonce

SKOLE. På Nørre Aaby Realskole bliver skolestarten lidt anderledes i år. For første gang i mange år åbner skolen uden tilbud om 10. klasse til eleverne. Bestyrelsen og ledelsen har nemlig besluttet, at der ikke oprettes en 10. klasse for skoleåret 2025/2026, og dermed stopper skolen helt med at tilbyde det ekstra skoleår fra og med skoleåret 2026/2027.

Skoleleder Ulrik Dahl bekræfter beslutningen og forklarer, at det især handler om en faldende elevtilgang gennem flere år, der har gjort det svært at opretholde et ordentligt fagligt og socialt miljø i klassen.

»Vi har igennem en længere periode oplevet et for lavt antal elever. Så det økonomiske grundlag for at opretholde 10. klasse har været presset. Samtidig bliver det sværere at skabe gode fællesskaber, når der er få elever,« forklarer Ulrik Dahl.

Ulrik Dahl uddyber desuden, at selvom man har forsøgt at fastholde interessen gennem en målrettet indsats på blandt andet sociale medier, informationsmøder og elevambassadører, har det ikke været nok til at vende udviklingen.

»Vi har prøvet at sprede de gode historier via de elever, som har gået her, og vi har også haft samarbejder med forskellige aktører for at gøre opmærksom på os selv. Men i sidste ende har det bare ikke været nok,« siger han og understreger samtidig, at beslutningen på ingen måde har været nem.

Han tilføjer også, at selvom beslutningen oprindeligt blev truffet med virkning fra skoleåret 2026/2027 for netop at give elever og forældre tid til at tilpasse sig, har skolen været nødt til allerede nu at stoppe oprettelsen af 10. klasse.

Annonce

»Det viste sig, at der var meget få elever, som havde søgt ind til det kommende år. Vi kunne derfor ikke skabe et fagligt eller socialt fællesskab, der ville være godt for eleverne,« siger han.

Derfor har skolen været i direkte dialog med de berørte familier om, hvordan elevernes planer for det kommende skoleår kunne håndteres bedst muligt.

Ifølge skolelederen skyldes elevnedgangen blandt andet, at flere unge vælger at gå direkte videre på ungdomsuddannelserne efter 9. klasse. Samtidig vælger stadig flere elever også et år på efterskole frem for at fortsætte i 10. klasse på realskolen.

»Vi bor jo i et område, der er meget efterskolestærkt. Vi har traditionelt mange familier, som prioriterer efterskoleophold, og det har været en stigende tendens de senere år,« lyder det fra Ulrik Dahl, som fremhæver, at Nørre Aaby Realskole særligt har mærket konkurrencen fra de mange lokale efterskoler som for eksempel Viby, Baaring og Åby.

»Der er forskel på at være en forholdsvis lille skole som os, der ligger ude på landet, hvis man vil konkurrere med større efterskoler eller byskoler. De store skoler har nemmere ved at skabe attraktive linjer og miljøer, der passer præcist til elevernes interesser. Det kan være svært for en lille skole med kun én 10. klasse,« siger Ulrik Dahl, der oplever, at især efterskolernes mange forskellige tilbud som friluftsliv og kreative linjer trækker eleverne væk fra den lokale skole.

Skolelederen peger samtidig på en generel tendens i samfundet, hvor flere unge føler sig klar til at gå direkte videre til ungdomsuddannelserne efter 9. klasse.

»Noget af det skyldes sikkert også det pres, der bliver lagt på unge i dag, hvor de bliver opfordret til at komme hurtigt videre i uddannelsessystemet. Mange elever klarer sig heldigvis rigtig godt, og derfor føler de sig klar til næste skridt uden et ekstra skoleår,« siger han.

Selvom han erkender, at det gør ondt at sige farvel til en klasse, der ellers har været en fast del af skolens identitet, er Ulrik Dahl og resten af ledelsen alligevel overbevist om, at beslutningen har været nødvendig.

»Vi er selvfølgelig kede af, at vi måtte tage den beslutning. Men vi er rimelig afklarede med, at det var den rigtige beslutning, selvom det altid gør ondt at sige farvel til noget, som har været en del af skolen i så mange år,« afslutter han.

Annonce