SUNDHED. Patienter med lav indkomst, kort uddannelse, arbejdsløshed eller anden etnisk baggrund oplever flere brud i kontakten til deres praktiserende læge end resten af befolkningen. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Center for Sundhedsøkonomi og Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet (SDU).
Undersøgelsen er baseret på registerdata fra mere end 4,5 millioner danskere og peger også på, at patienter med kroniske sygdomme samt borgere bosat i Region Hovedstaden og Region Sjælland særligt ofte skifter læge.
Ifølge forskerne bag studiet kan de hyppige lægeskift føre til, at vigtig viden og gode relationer mellem patient og læge går tabt. Dette kan igen få betydning for kvaliteten og effektiviteten af patienternes behandling.
»Når patienter gentagne gange skifter lægepraksis, er det sandsynligt, at man ikke bare mister kontinuitet, men også vigtig viden, relation og ansvarlighed i behandlingen. Det øger risikoen for fejl og gør sundhedsvæsenet mindre effektivt,« fortæller lektor og sundhedsøkonom Troels Kristensen fra SDU.
Undersøgelsen viser også regionale forskelle. Patienter i Region Hovedstaden og Region Sjælland har ifølge forskerne flere lægeskift end borgere i resten af landet. Troels Kristensen forklarer, at dette muligvis hænger sammen med forskelle i, hvordan almen praksis er organiseret i regionerne.
»Vi finder, at patienter i Region Hovedstaden og Sjælland har højere risiko for diskontinuitet – også selvom vi justerer for sociale og sundhedsmæssige forskelle. Det tyder på, at organiseringen af almen praksis kan spille en rolle,« siger Troels Kristensen.
Undersøgelsen afslører også, at patienter med kroniske sygdomme overraskende ofte oplever mange skift i lægepraksis. Forskerne havde ellers forventet, at netop disse patienter ville have en mere stabil relation til deres læger.
»Vi havde forventet, at patienter med kronisk sygdom ville have en mere stabil tilknytning til deres praksis. I stedet ser vi, at netop disse patienter har en uventet høj risiko for diskontinuitet – og det kan give anledning til bekymring og behov for yderligere undersøgelser,« siger Troels Kristensen.
Til gengæld fremhæver forskerne, at borgere i såkaldte mellemkommuner – områder, der hverken er helt landlige eller klart urbane – oplever færrest lægeskift. De peger på, at erfaringerne fra disse kommuner med fordel kan bruges til inspiration andre steder i landet.
Praktiserende læge og medforfatter til undersøgelsen, Peder Ahnfeldt-Mollerup, understreger, at stabiliteten i lægekontakten kan have stor betydning for patienternes behandling.
»Kontinuitet er ikke bare et spørgsmål om tryghed for patienten – det er afgørende for både kvalitet og effektivitet i behandlingen. Når de samme grupper igen og igen er overrepræsenterede blandt dem med hyppige skift, afslører det et strukturelt problem,« siger han.
Studiet er publiceret i British Journal of General Practice og finansieret af Syddansk Universitet, Fonden for Almen Praksis og Danske Regioner. Forskerne opfordrer politikere og sundhedsadministratorer til at anvende resultaterne i arbejdet med at sikre mere stabile patientforløb, især for sårbare patientgrupper.