Annonce

TRAFIK. Mange har måske lagt mærke til de lange rækker af togbusser, der de seneste dage har fyldt Banegårdsvej ved Fredericia Banegård. Siden fredag aften har hundredvis af passagerer været nødt til at benytte banegårdens udgang mod Banegårdsvej, hvor busserne stod klar som erstatning for togene mellem Fredericia og Odense.

Fra fredag den 1. august klokken 21.00 og frem til søndag den 3. august blev al togtrafik mellem Fredericia og Odense nemlig erstattet med togbusser for samtlige InterCity-, InterCityLyn- og EuroCity-afgange. Årsagen var et større sporarbejde mellem Fredericia og Odense, hvor skinner og anlæg blev renoveret for at sikre en mere driftssikker togtrafik fremover.

På Fredericia Banegård har passagererne i perioden skullet benytte pladsen på Banegårdsvej, hvor togbusserne stod klar til at fragte dem videre mod Odense, København og andre destinationer. Regionaltogene kunne dog fortsat køre mellem Odense og Middelfart, hvorfra passagererne også måtte skifte til togbusser mod Fredericia.

Men nu er det slut med busserne for denne gang. Mandag morgen den 4. august vendte togene tilbage på strækningen, og dermed er togdriften tilbage til normalen.

Selvom togene igen kører normalt, skal passagererne stadig være opmærksomme på enkelte ændringer. Mandag aften kører det sidste regionaltog fra Odense mod Fredericia med en forsinkelse, hvor afgangen er flyttet til klokken 01.15 i stedet for den normale afgang klokken 23.40. Toget forventes at ankomme til Fredericia klokken 02.09.

DSB anbefaler derfor fortsat, at passagererne holder øje med Rejseplanen for at sikre, at rejsen forløber problemfrit.

Annonce

I øvrigt skal rejsende være opmærksomme på, at der resten af august er ændrede afgangstider mellem København, Odense og Fredericia. Alle tider fra mandag den 4. august til søndag den 31. august er opdateret i Rejseplanen.

Annonce