Annonce

SUNDHED. Massive mængder regn, der de seneste døgn har ramt store dele af Danmark, har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at udsende en klar advarsel.

De store regnskyl skaber risiko for oversvømmelser, der kan føre kloakvand med sundhedsskadelige bakterier og vira med sig ind i danskernes hjem.

»Bliver man ramt af oversvømmelse, skal man være særligt opmærksom på, om man kommer i kontakt med kloakvand,« lyder advarslen fra Anne Hempel-Jørgensen, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ifølge overlægen indeholder kloakvand bakterier, vira og mikroorganismer fra mennesker og rotters afføring, og det giver øget risiko for infektioner.

»Det kan betyde risiko for infektioner og gener fra mave, tarm og åndedrætsorganer,« forklarer Anne Hempel-Jørgensen.

Hun råder derfor til, at man hurtigt fjerner vand og fugt i boligen for at forebygge skimmelsvamp. Hvis der er tale om overfladevand eller regnvand i kælderen eller andre dele af boligen, kan man nøjes med at tørre op og rengøre med vand og sæbe.

Annonce

Men er man ramt af kloakvand eller kloakslam, skal man passe særligt på og beskytte sig grundigt med værnemidler som gummistøvler og langskaftede gummihandsker. Kloakvandet må aldrig komme i kontakt med huden, øjnene eller munden.

»Tøj, der bruges til oprydningsarbejdet, skal vaskes ved så høj temperatur som muligt – helst over 80 grader,« lyder anbefalingen fra Anne Hempel-Jørgensen.

Haven kan også blive ramt

Også i haven skal man være ekstra på vagt, hvis slam eller sediment efter oversvømmelse har lagt sig på græsplænen eller andre områder. Selvom risikoen her generelt er mindre, gælder stadig strikse hygiejniske regler.

»Du skal undgå at få rester af slam eller sediment på huden, i øjne eller mund, og huske grundig håndvask og skift af fodtøj, når du går indendørs. Du bør undgå at lade børn lege på nyligt forurenet jord,« siger Anne Hempel-Jørgensen, der samtidig beroliger med, at forureningen typisk forsvinder af sig selv efter nogle uger eller få måneder.

Myndigheder og kommuner kan kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed med sundhedsfaglige spørgsmål relateret til oversvømmelserne, mens borgere bør henvende sig til egen læge eller vagtlæge ved bekymringer omkring helbredet.

Styrelsen opfordrer samtidig til, at man følger rådene om forsigtighed og i tvivlstilfælde søger vejledning hos rengøringsfirmaer eller ens forsikringsselskab.

Annonce