Hos Skovgrillen i Middelfart er grænsen nået. På Facebook har indehaveren nu taget bladet fra munden efter flere episoder, hvor både hun selv og hendes personale har været udsat for verbal chikane fra kunder.
»Dumme kælling, idiot og smatso. Det er ord, jeg har fået smidt i hovedet af kunder, bare indenfor den sidste måned,« skriver Skovgrillen i et opslag på Facebook.
Grillbaren beskriver, hvordan det at gå på arbejde, normalt er en glæde med godt humør og hyggelige kunder – både lokale stamkunder og turister fra nær og fjern. Men tonen har ændret sig:
»Jeg sætter en stor ære i at passe på mit personale, som både består af erfarne voksne og unge, som har deres første job. Men begge dele er blevet sværere, da vi oplever flere og flere kunder, der taler grimt og synes, at de kan tillade sig en meget ubehagelig opførsel.«
Selvom ejeren selv føler sig robust nok til at kunne svare igen, ødelægger den negative tone alligevel humør og overskud.
»Når det går ud over mit personale, bliver jeg vred og ked af det. Hvor er tålmodigheden, forståelsen og overbærenheden?« lyder det i opslaget.
Grillbaren understreger, at man gerne vil give kunderne en god oplevelse, og opfordrer derfor til en bedre og mere respektfuld kommunikation, når tingene en gang imellem går galt:
»Vær sød at fortælle os det på en ordentlig måde.«
Trods de negative episoder er der også plads til ros. Skovgrillen sender blandt andet en tak til en kunde, der efterfølgende undskyldte for sin opførsel:
»Tak for undskyldningen fra den biker i går, der opdagede uheldigheden i sin opførsel efter en god snak. Respekt for at indrømme sine fejl.«