BOLIG. Prisen på et typisk parcelhus har nu for første gang nogensinde passeret tre millioner kroner. Det viser den nyeste boligudbudsstatistik fra Finans Danmark for maj måned 2025.
Tallene afslører, at udbudspriserne på landsplan for parcel- og rækkehuse er steget med 5,5 procent sammenlignet med sidste år. Dermed koster et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i dag lidt over tre millioner kroner. Til sammenligning lå prisen i maj 2024 på knap 2,9 millioner kroner.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for parcelhuse i Danmark er nu oppe på 21.525 kroner.
Ifølge Finans Danmark er det især områderne omkring København, der trækker priserne op. Østsjælland, Københavns omegn og København by har oplevet prisstigninger på over 10 procent det seneste år. Eksempelvis er priserne steget med 12,4 procent i Østsjælland og hele 11,6 procent i Københavns omegn.
Til sammenligning er priserne mere moderate i Sydjylland og på Fyn, hvor kvadratmeterpriserne ligger omkring 13.000-16.000 kroner.
Udbuddet af parcel- og rækkehuse på landsplan er samtidig faldet med 0,7 procent siden sidste år. Det største fald i udbuddet ses i Københavnsområdet, hvor det er faldet med mere end 9 procent.
Underdirektør hos Finans Danmark, Peter Jayaswal, peger på, at optimisme på boligmarkedet trods internationale usikkerheder stadig præger udbudspriserne. Han mener, at faldende renter og pæne lønstigninger kan være årsagen til stigningerne.
»Usikkerhederne fra den anden side af Atlanten har ikke påvirket optimismen på det danske boligmarked. Boligsælgerne er fortsat optimistiske og sætter deres huse til salg til stadig højere priser. På landsplan har udbudsprisen for et typisk parcelhus nu for første gang passeret tre millioner kroner,« siger Peter Jayaswal og tilføjer:
»Optimismen kan hænge sammen med de faldende renter og de pæne lønstigninger, som mange husholdninger har oplevet det seneste år. Både de økonomiske vismænd og Økonomiministeriet forventer, at boligpriserne vil stige i år – så det bliver interessant at følge udviklingen i den kommende tid.«
Det bliver dermed spændende at se, om denne prisstigning fortsætter i de kommende måneder, eller om markedet igen finder et mere stabilt leje.