SPORT. Selvom der bliver født færre børn i Danmark, oplever landets idrætsforeninger en større vækst blandt de yngste medlemmer. Fra 2021 til 2024 steg antallet af børn op til 12 år i foreningerne under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI med mere end 11 procent.
Det viser en ny opgørelse fra DIF. Antallet af medlemmer i alderen 0-12 år er vokset fra 596.911 i 2021 til 664.400 i 2024. Det sker på trods af, at selve målgruppen er blevet mindre i perioden med knap 10.000 børn færre på landsplan.
En af årsagerne til succesen er ifølge DIF, at mange idrætter i stigende grad tilbyder særligt tilrettelagte aktiviteter til de yngste. Idrætsgrenene er blevet bedre til at skabe aktiviteter, der passer præcis til børnenes alder med mindre baner, mere leg og simple regler.
»Som Danmarks største børne- og ungeorganisation har vi en ambition om at kunne være noget for alle. Uanset alder, social baggrund og teknisk og fysisk niveau. Derfor er vi så glade for, at rigtig mange af de mindste vælger os til for tiden. Det skyldes ikke mindst, at vores idrætter er blevet bedre til at lave alderssvarende aktiviteter med mindre baner, mere leg og simple regler, der er lette at gå til,« siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
DIF har i samarbejde med A.P. Møller Fonden sat et ambitiøst mål om at få 100.000 flere børn i foreningerne inden 2033 gennem projektet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’. Den positive udvikling blandt børnene vækker derfor stor glæde.
Udviklingschef Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier, som også arbejder med trivselsindsatsen i projektet, mener, at væksten især skyldes de specialiserede tilbud og ønsket fra forældre om fysiske fællesskaber til deres børn.
»Der er formentlig to ting på spil. For det første målrettede tilbud til de små som for eksempel Trille og Trolle i håndbold. Derudover oplever vi mange forældre, der gerne vil have, at deres børn møder de analoge fællesskaber i idrætten. Det er ét af de få steder, hvor børnene stadigvæk mødes fysisk ud over skoler og institutioner,« siger Søren Østergaard.
Blandt de idrætter, der har oplevet størst medlemsfremgang hos børn under 12 år fra 2021-2024, finder man gymnastik, som er steget fra 148.847 til 184.101 medlemmer. Også fodbold har haft stor fremgang fra 135.060 til 156.210 medlemmer, og håndbold fra 44.087 til 54.755 medlemmer. Andre idrætter, der oplever fremgang, inkluderer svømning, judo, ju-jitsu, skøjteløb og brydning.