Det er en iskold morgen, og det ser ud til, at vinteren ikke er helt villig til at give slip på februar. Temperaturen kryber ikke meget over frysepunktet, og med den friske østenvind føles det ekstra koldt derude. Mange har nok fået en ordentlig påmindelse om vinterens sidste krampetrækninger, når de har trådt ud ad døren til deres daglige gøremål.
Især i morgentimerne, når man er på vej til arbejde eller skole, vil kulden bide ekstra hårdt i kinderne. Man kan næsten høre lyden af rødmen i ansigtet og mærke den løbende næse, som den kolde luft straks sætter gang i. Den bidende kulde får det til at føles som om vinteren stadig har et fast greb om os – og der er mange, der længes efter de lidt mildere temperaturer, som vi ved snart vil komme.
Men det er ikke kun kulden, der har præget denne tid på året. Hvis man kigger godt efter, kan man også finde glimt af lysere tider. I dag er solen kommet frem og kaster sin varme på husfacaderne, som nu lyser op mod den blå vinterhimmel. Og for den opmærksomme kan der ses små tegn på foråret, der er på vej. Vintergækkerne kigger frem fra mulden, de første blomster, der stædigt står op mod den kolde jord. Deres modstandskraft mod kulden er et vidnesbyrd om, at vinteren måske har haft sin sidste dag.
Så selvom kulden holder stand, kan man finde små øjeblikke, der minder os om, at der er noget på vej. Som det beskrives i Johannes V. Jensens digt Tidlig vår, ser vi tegn på foråret, hvor solens smil langs gaderne og spurvene, der fylder luften med lyde, begynder at fordrive vinterens mørke:
“Vintergæk er brudt af mulden,
kækt erantis trodser kulden.
Spurven solforrykt i sind
tjipper i en nøgen lind.”
Så selv om februar holder fast i vinterens kulde, er der alligevel små øjeblikke, hvor foråret nærmer sig. Med lidt sol og læ kan man næsten fornemme den varme luft, der snart vil være her. Den danske vinter er hård, men den viser os også, at foråret er lige rundt om hjørnet.
Kilde: DMI
