Den engelske violinist Jane Clark og irske guitarist Shane Donnelly har i 25 år været et musikalsk makkerpar, der har begejstret publikum med deres unikke samspil og karakteristiske folkemusik. Onsdag den 12. marts gæster de KulturØen i Middelfart som en del af deres jubilæumsturné.
Duoens historie begyndte i år 2000, hvor de tilfældigt mødtes til en jam-session på en irsk pub i Danmark. Her opstod magien, da violin og guitar smeltede sammen i et musikalsk samspil, der føltes som om, de havde spillet sammen i årevis.
– Vi elsker at spille med hinanden, men når vi står på scenen, sker der noget særligt. Publikums begejstring og deres glade smil skaber så meget god energi. Så er vi det helt rigtige sted – sammen om musikken, siger Jane & Shane.
En rejse gennem folkemusikken
Jane & Shane har deres rødder i den irske og britiske folkemusik, men deres koncerter bærer også præg af elementer fra klassisk musik, jazz og swing. De mestrer både lyriske ballader og livlige, keltisk-inspirerede melodier – altid leveret med et smil og en særlig varme, der har gjort dem populære blandt det danske publikum.
De vandt for alvor danskernes hjerter, da de i en årrække akkompagnerede Niels Hausgaard på hans landsdækkende turnéer og medvirkede i TV-udsendelser. Siden har de spillet over hele landet – fra små forsamlingshuse til store koncertsale og festivaler.
Jubilæumskoncert i Middelfart
For at fejre 25-årsjubilæet har Jane & Shane sammensat en særlig koncertoplevelse med deres mest elskede melodier samt nye sange, skrevet specielt til lejligheden. Koncerten på KulturØen i Middelfart bliver en del af denne turné, hvor duoen deler ud af deres erfaring, musikalitet og ikke mindst deres store spilleglæde.
Billetter til koncerten den 12. marts kan købes via www.guf-strib.dk, hvor der også kan læses mere om øvrige koncerter arrangeret af GUF.