Af Lasse Schmücker, Enhedslisten, Middelfart Byråd

Mandagens byrådsmøde den 3. februar var et skræmmende eksempel på, hvordan magtfuldkommenhed skader demokratiet. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen blev taget i at lyve og manipulere med økonomiudvalget – og det er vel at mærke veldokumenteret.

Værre endnu, borgmesteren fik en kommunal chef til at bruge 20.000 kr. af fælleskassen på en KL-konsulent for at finde argumenter mod vores ret til at stille direkte spørgsmål til forvaltningen. Penge, der kunne have været brugt på børn, ældre og handicappede. Det er et uhørt magtmisbrug, og det er vores pligt som opposition at reagere.

Desværre fik borgmesteren som forventet opbakning fra sit faste halehæng, ellers havde vi set en mistillidserklæring. Men at han bagefter går på LinkedIn og fremstiller sig selv som offer for politisk forfølgelse af Danmarksdemokraterne og Enhedslisten, er decideret pinligt. Når man bliver taget med fingrene i kagedåsen, er det selvfølgelig ubehageligt – men sandheden skal frem.

Socialdemokratiet med evig støtte fra SF, DF og det halve af konservativ har siddet på magten alt for længe i Middelfart. Efter årtiers monopol sniger der sig skadelige styringsmetoder ind, der underminerer demokratiet. Vi ser nu symptomerne på metaltræthed, hvor magten er blevet vigtigere end åbenhed, ærlighed og redelighed.

Jeg har lovet vælgerne at gøre op med denne kultur – og det løfte agter jeg at holde, uanset hvad borgmesteren eller hans støtter måtte mene.

Mange hilsner 

Lasse Schmücker 

Byrådet. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her