Fredag den 20. december satte Middelfart AVISEN sig sammen med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen til en samtale om året 2024. Samtalen kom omkring de store begivenheder, mål og udfordringer, der har præget året, både for Middelfart Kommune og for Johannes personligt. Som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg blev samtalen også en refleksion over, hvordan de store politiske og grønne ambitioner omsættes til konkret handling.

Fokus på børn og unge

For Johannes Lundsfryd har børnene i Middelfart Kommune fyldt meget i årets arbejde. Med tre nye daginstitutioner undervejs – Hyllehøj Børneunivers, Børnehuset Naturbyen og Solsikken – har 2024 været et år, hvor kommunen har investeret massivt i de yngste.

– Det er en tydelig prioritet fra vores side. Selvom man i mange andre kommuner ser et faldende børnetal, oplever vi i Middelfart en stigning. Derfor har vi ikke bare brug for flere pladser, men også for institutioner, der er tidssvarende og inspirerende for børnene, siger Johannes Lundsfryd.

Men indsatsen stopper ikke, når børnene starter i skole. Borgmesteren fremhæver, hvordan der er blevet afsat 27,5 millioner kroner over fire år til at styrke den almene folkeskole med flere pædagoger og lærere.

– Vi har længe fokuseret på de elever, der har særlige behov, men det har efterladt mindre plads til dem med almene behov. Det retter vi nu op på for at skabe en bedre balance og mere trivsel for alle, siger han.

Fritidsjob og trivsel for unge

Blandt de unge har kommunen gjort en særlig indsats for at skabe flere fritidsjob, hvilket Johannes ser som en vigtig del af deres udvikling.

– Vi har talt med mange virksomheder om at oprette fritidsjob, og det har givet pote. De unge får erfaring, fællesskab og nogle sunde forventninger til deres indsats. Det er et område, jeg virkelig er stolt af, fortæller han.

Samtidig er sårbare familier blevet hjulpet gennem et udvidet Brohus, hvor en målrettet indsats hjælper børn og unge til at bevare kontakten til både familien og lokalsamfundet.

– Det handler om at støtte uden at rive børnene væk fra deres hverdag. Det er et forsøg, der har vist meget positive resultater, siger han.

Grøn omstilling og internationalt samarbejde

Johannes Lundsfryd, som også er formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, peger på, hvordan klimafolkemødet i Middelfart har været en vigtig begivenhed for at skabe en bred samtale om klimahandling.

– Vi havde 40.000 besøgende til klimafolkemødet, og det vigtigste er samtalerne mellem mennesker. Når vi taler om klima med hinanden, bliver det mere forpligtende. Det er det, der skaber forandring, siger han.

På den nationale scene har Middelfarts borgmester også spillet en rolle i forhandlingerne om den historiske grønne treparts-aftale, som skal omdanne 10% af Danmarks areal til natur.

– Det er en kæmpe opgave, men også en kæmpe mulighed. Vi skal genoprette naturen, beskytte vores drikkevand og reducere kvælstofudledning til vores hav. Jeg er stolt af, at Middelfart er med til at gå foran, siger han.

Når Johannes ser frem mod 2025, ser han allerede mange store projekter på horisonten. Blandt andet åbningen af Danmarks første nærhospital, som skal bringe sundhedstjenester tættere på borgerne.

– Det bliver en stor gevinst, særligt for ældre og sårbare borgere. At kunne få behandling lokalt frem for at skulle rejse langt, betyder meget for livskvaliteten, forklarer han.

Derudover venter en stor opgave med at udarbejde en plan for den grønne treparts-aftale lokalt i Middelfart Kommune.

– Vi skal have borgerne med i processen. Det er en enorm forandring, og det kræver dialog og samarbejde, siger han.

Johannes slutter samtalen med at fremhæve det stærke samarbejde, der præger Middelfart.

– Vi har så mange dygtige og engagerede mennesker, både blandt frivillige og professionelle, der hver dag arbejder for at gøre Middelfart til et bedre sted at bo. Det er vi fælles om, og det er dét, der gør vores kommune stærk, siger han.

Med et blik tilbage på et begivenhedsrigt år og et fremadskuende fokus på de store projekter, sender Johannes Lundsfryd en varm hilsen til borgerne:

– Glædelig jul og godt nytår. Jeg glæder mig til at tage fat på 2025 sammen med jer alle, slutter Middelfarts borgmester.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her