Selected Car Group, der er Danmarks største leasingselskab inden for premium-, luksus- og sportsbiler, lancerer nu et nyt initiativ under navnet Premium Leasing.
Fra 1. december bliver Premium Leasing en officiel del af Selected Car Group. Det skriver den danske bilvirksomhed i en pressemeddelse mandag. Med initiativet ønsker selskabet at tilbyde stærkere partnerskaber og gøre leasing af premiumbiler mere tilgængeligt for bilforhandlere. Julian Marten, direktør for Selected Car Leasing, leder initiativet og ser det som en oplagt mulighed for at bruge virksomhedens erfaringer med bilsalg og digitale løsninger til at skabe værdi for forhandlere.
– Teknisk set er det et nyt virksomhedsben og nyt brand, men i praksis har vi arbejdet med storkundesegmentet i mange år og har allerede en stærk erfaring for partnerskaber. Det nye i Premium Leasing er, at med denne dedikerede satsning tilsætter vi ekstra fokus og nye ressourcer til området, siger Julian Marten.
Med Premium Leasing vil Selected Car Group skille storkundernes leasing ud fra den almindelige drift for at kunne tilbyde strategisk rådgivning og effektive arbejdsgange. Ifølge Marten vil det nye brand gøre det muligt at levere en mere målrettet og personlig service til forhandlerne.
En af de første partnere i Premium Leasing er LL Cars, og medejer Thomas Larsen ser allerede store fordele ved samarbejdet.
– De helt store fordele med Premium Leasing har allerede vist sig igennem et meget fleksibelt og tilgængeligt partnerskab, den dybe viden som bilgruppen har om markedet, og at vi, med styrken fra Selected Car Group i ryggen, kan levere de skarpeste priser på de helt rigtige biler til vores kunder, siger han.
Thomas Larsen fremhæver også, at Selected Car Groups position og erfaring i branchen var afgørende for at indgå i partnerskabet.
– Jeg kender Julian Marten fra tidligere, og det er velkendt i branchen, at Selected Car Group er de rigtige at samarbejde med. Så med muligheden for et forhandlersamarbejde, hvor vi sammen kan sætte kunden i forreste række, er det et kæmpe win for os, tilføjer han.
Også Lars Bjørnbak, CEO for My Garage i Vejle, ser Premium Leasing som en naturlig forlængelse af samarbejdet med Selected Car Group.
– Vores salgsafdeling havde gennem flere år ledt efter en leasingpartner, som vi overfor vores kunder kunne stå inde for værdimæssigt, men som også havde det høje serviceniveau og den professionelle tilgang, som vores kunder forventer hos os. Det fandt vi med Selected Car Group, siger Lars Bjørnbak.
Premium Leasing giver forhandlerne mulighed for at trække på Selected Car Groups ekspertise, herunder indkøb af biler i hele EU, samtidig med at de kan bevare deres egne kunderelationer. På den måde bliver Selected Car Leasing ikke længere en konkurrent, men en leverandør, der støtter forhandlernes vækst.
– Der hvor vi adskiller os fra andre finansieringspartnere, er vores erfaring indenfor fysisk retail i premiumsegmentet. Vi forstår processerne og udfordringerne, og vi kan hjælpe med både likviditet, lager, afgiftsberegninger og faciliteter – vi forstår branchen, og det er en unik styrke for vores partnerskab. Vi mener, at det bliver et win-win for både os og vores partnere, som sammen kan vækste til nye højder, udtaler Julian Marten.
Segmentet står nu for 25 procent af Selected Car Leasings samlede kontraktportefølje, og selskabet har store ambitioner om yderligere vækst de kommende år.