Byretten i Odense har i en principiel dom fastslået, at Middelfart Kommune og Planklagenævnet tilsidesatte deres undersøgelsespligt i forbindelse med lokalplanen for Oliegrunden i Strib. Dommen kritiserer manglende grundighed i undersøgelserne af områdets beskyttede arter og har sendt sagen tilbage til fornyet behandling. Dette skriver Biobevar i en pressemeddelse. Middelfart Kommunes Teknik- og Miljødirektør, Christina Føns, understreger, at kommunen tager dommen alvorligt, men venter på en reaktion fra Planklagenævnet, før næste skridt besluttes.

Kritik af undersøgelsespligt

Oliegrunden i Strib har længe været centrum for en konflikt mellem naturforkæmperne og kommunen. Grunden, der rummer sjældne arter som flagermus og stor vandsalamander, blev i 2021 ryddet og delvist bebygget, hvilket udløste protester fra blandt andet foreningen Biobevar. Byretten har nu afgjort, at Middelfart Kommunes og Planklagenævnets håndtering af sagen var mangelfuld.

Dommen kritiserer blandt andet de undersøgelser, der blev udført i forbindelse med lokalplanen. Besigtigelserne fra 2008 og 2020 blev vurderet som utilstrækkelige, og en supplerende rapport fra Sweco i 2021 levede ifølge retten ikke op til kravene om grundighed og dokumentation.

Kommunen afventer

Christina Føns udtaler, at kommunen nu venter på, hvordan Planklagenævnet vil forholde sig til dommen.

– Vi er afventende på, hvordan Planklagenævnet vælger at reagere på dommen. Om de vælger at anke eller tager den til efterretning, ved vi endnu ikke, siger hun og tilføjer, at kommunen først derefter kan beslutte sine næste skridt.

Hun understreger desuden, at sagen vil blive behandlet med den nødvendige seriøsitet:

– Vi tager det dybt seriøst og vil sikre, at sagen får en ordentlig behandling. Vi skal have læst dommen grundigt igennem, talt med vores advokat og derefter vende tilbage til det politiske system med en plan for, hvad der skal ske, forklarer hun.

Dialog og fremtidig praksis

Foreningen Biobevar har i deres pressemeddelelse kritiseret kommunen for “sjusk” og for ikke at inddrage borgernes oplysninger tilstrækkeligt. Christina Føns afviser ikke, at kommunen kan lære af sagen:

– Vi er forpligtede af forvaltningsloven til at inddrage alle relevante oplysninger i en sag, uanset om de kommer fra Biobevar eller andre, siger hun.

Samtidig anerkender hun, at praksis for screeningsafgørelser i forhold til bilag 5 arter har ændret sig:

– Praksis har formentlig bevæget sig i en skærpende retning. Det, der var korrekt for fem år siden, er måske ikke længere tilstrækkeligt. Det må vi tage til efterretning og arbejde videre med, hvis det er nødvendigt, påpeger Føns.

Advokat Louise Faber, der har repræsenteret Biobevar, fremhæver, at afgørelsen vil få betydning fremadrettet:

– Domme vil danne præcedens i forhold til de oplysningskrav, som myndighederne skal overholde fremover, udtalte Louise Faber.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her