300.000 folkepensionister kan glæde sig til en ekstra håndsrækning. Med dagens vedtagelse i Folketinget bliver ældrechecken permanent hævet med op til 5.000 kroner. Det betyder, at pensionister med de laveste indtægter fremover kan få op til 25.700 kroner årligt
Forhøjelsen, som ifølge Beskæftigelsesministeriet er den største i over et årti, skal give mere økonomisk luft til dem, der kæmper med en presset økonomi.
– Jeg er stolt over, at vi med vedtagelsen i dag sikrer de cirka 300.000 folkepensionister, der har mindst, den højeste stigning i ældrechecken i mere end 10 år. Sammen med den generelle stigning i folkepensionen betyder det, at ældrecheckmodtagere får en mærkbar forbedring af deres økonomi, som, jeg er fuldstændig klar over, kan være presset. Det her vil forhåbentlig være med til at gøre hverdagen lidt nemmere, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.
Forhøjelsen af ældrechecken sker samtidig med en generel stigning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, som årligt reguleres i takt med lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Enlige modtagere af ældrechecken vil til næste år opleve en samlet forbedring af deres pension på omkring 25.200 kroner sammenlignet med 2022.
Pengene skal findes i flyrejser
Finansieringen af den forhøjede ældrecheck kommer fra en passagerafgift på flyrejser, som blev besluttet i forbindelse med aftalen om grøn luftfart sidste år. Ifølge Beskæftigelsesministeriet koster tiltaget cirka 580 millioner kroner årligt, når det er fuldt indfaset.
Den nye ydelse retter sig mod pensionister med en likvid formue under 99.200 kroner, og ældrechecken er skattepligtig. Formålet er at sikre, at de mest trængte pensionister får tiltrængt økonomisk støtte.
Ægtefællemodregning afskaffet
Udover den forhøjede ældrecheck har regeringen også tidligere besluttet at afskaffe modregning af ægtefællers arbejdsindkomst i folke-, senior- og førtidspension. Det betyder, at pensionister, der ønsker at arbejde, kan gøre det uden at blive økonomisk straffet.