Gelsted har i de seneste døgn været ramt af to indbrud, hvor værktøj, en pakke pølser, flere øl og andre ejendele er blevet stjålet.
Fyns Politi har modtaget anmeldelser om begge hændelser, der fandt sted onsdag den 23. oktober.
Det første indbrud blev anmeldt på Grønnegade, hvor gerningsmanden eller gerningsmændene brød en dør op for at skaffe sig adgang til boligen. Fra stedet blev der stjålet en pakke pølser, fire dåseøl samt forskelligt værktøj. Tyveriet blev anmeldt onsdag klokken 21.00.
Senere samme dag, modtog politiet en anmeldelse om endnu et indbrud i Gelsted, denne gang på Møllevej. Her er det endnu uklart, hvordan indbrudstyvene kom ind, men også her blev der stjålet værktøj samt en ramme øl.
Fyns Politi har ikke oplyst, om der er en sammenhæng mellem de to indbrud, men efterforsker begge hændelser. De opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig, hvis de har set noget mistænkeligt i området i den nævnte periode.