Strib Vinter Festival, der afholdes fra den 6. til 9. februar 2025, har netop offentliggjort det fulde musikprogram på festivalens hjemmeside, samtidig er billetsalget skudt i gang, og der er altså lagt op til noget af en musikalsk fest for både nye og kendte folkemusikelskere.
Festivalen, arrangeret af foreningen GUF (God Underholdende Folkemusik), byder traditionen tro på en blanding af både etablerede stjerner og mindre kendte navne, der leverer folkemusik af høj kvalitet. Det er netop en del af GUF’s formål at fremme interessen for folkemusik gennem denne alsidige programlægning.
Store og små navne på plakaten
Blandt årets hovednavne til Strib Vinter Festival finder man Peter Sommer, der, sammen med Palle Hjorth, vil optræde med sit karakteristiske melankolske repertoire, som blandt andet har gjort ham kendt for numre som “8-6-6-0”. Rie Rasmussen, tidligere forsanger i “Danser med Drenge”, vil også være en del af programmet, nu som solist med sit eget band. Carl Emil Petersen, tidligere frontfigur i Ulige Numre, optræder med sine lyrisk stærke og personlige sange.
Julie Berthelsen og Rasmus Lyberth, begge med rødder i Grønland, vil præsentere et særligt fællesprogram, hvor deres kulturelle og musikalske arv flettes sammen. Derudover genopstår ”Bluestoget,” anført af bluesmusikeren H.P. Lange, som mange måske husker for deres energiske koncert for ti år siden.
En særlig koncert bliver også med den britiske singer-songwriter Allan Taylor. Taylor, som er kendt for sine melankolske folk-sange og over fem årtiers musikalske karriere, har meddelt, at dette vil være hans sidste optræden på Strib Vinter Festival, da han er ved at trappe ned for sine internationale koncerter.
Foruden hovednavnene byder programmet på en række andre spændende kunstnere, heriblandt Jens Lysdal, Perry Stenbäck, Northern Assembly, Almost Irish, Tobacco og Southland Jazzband.
En festival båret af fællesskab
Festivalen er kendt for sit stærke fællesskab, både blandt publikum og de omkring 250 frivillige, der hvert år sørger for at skabe den særlige varme og hyggelige atmosfære.
Og så meddeler Foreningen GUF, at de glæder sig til endnu en gang at byde publikum indenfor på Strib Skole til “En varm oplevelse i en kold tid.”