Middelfart Kommune har i samarbejde med Nordfyns og Assens kommuner besluttet at etablere en fælles borgerrådgiverfunktion, som både skal styrke borgernes adgang til rådgivning samt sikre en mere robust funktion på tværs af kommunerne.

Beslutningen blev tilkendegivet på Økonomiudvalgets møde den 27. august, hvor det blev besluttet at indgå i samarbejdsaftalen.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen udtaler om initiativet:

– Altså, det er jo en nyskabelse her hos os, i hvert fald, at vi vil gå sammen med Nordfyns og Assens kommuner. Vi vil simpelthen pulje ressourcerne, og det gør, at det bliver mindre sårbart. For eksempel, når en medarbejder holder ferie eller er syg, kan man i højere grad dække af for hinanden. Desuden får man et fagligt miljø og nogen at sparre med, så man ikke sidder helt alene. Jeg tror, det er rigtig attraktivt for borger- og rådgiverne.

Ifølge aftalen vil hver kommune bevare sin egen borgerrådgiverfunktion, men med mulighed for at trække på ressourcer fra de andre kommuner ved behov. Initiativet skal især være en fordel ved ferie, sygdom og større sagskomplekser, hvor funktionerne kan bruge deres samlede ekspertise på tværs af kommunerne.

Økonomiudvalget har foreslået, at Middelfart Kommunes andel af udgifterne på 0,6 mio. kr. årligt finansieres gennem budgetlægningen for 2025-2028. Samarbejdsaftalen indebærer, at der skal ansættes to fuldtidsansatte borgerrådgivere, som skal varetage opgaven i de tre kommuner. Assens Kommune vil fungere som driftskommune, men der vil være krav om fysisk tilstedeværelse af borgerrådgiverne i alle tre kommuner.

Aftalen træder i kraft den 1. januar 2025 og er uopsigelig i to år. Efterfølgende kan den opsiges med ni måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

Læs også: https://middelfartavisen.dk/middelfart-kommune-overvejer-ny-model-for-borgerraadgiver/