Strandhusene og Enghusene på Middelfart Marina er nu officielt åbnet. Middelfart Marina danner ramme om mange forskellige muligheder og mødesteder for mennesker. Og nu er der endnu mere plads til det, da både Enghusene og Strandhusene er åbne for alle.
Enghusene, som ligger ved engen, indeholder både et madpakkehus og et udekøkken, hvor besøgende kan nyde deres medbragte mad og benytte faciliteterne.
Strandhusene er placeret tæt ved vandkanten og fungerer som marinaens “blå mødested,” hvor fællesskaber kan blomstre, og aktiviteter kan skabes – både på stranden, til vands og i husene.
– Marinaen har tre strandhuse, som er tænkt som rammer for nye og varierede aktiviteter ved marinaen og stranden. Derfor er alle foreninger, der kunne have interesse i at benytte sig af de nye faciliteter, velkomne til at låne dem, siger Anders Møllegård, formand for Teknisk Udvalg, og tilføjer, at et af strandhusene er reserveret til kommunens naturvejledere, skoler og daginstitutioner til brug for undervisning, læring og aktiviteter.
De to øvrige strandhuse står i øjeblikket tomme, og Middelfart Marina tilbyder nu muligheden for at låne eller leje disse huse i kortere eller længere perioder. Dette sker som en del af en forsøgsordning, der løber frem til udgangen af 2025 og har til formål at skabe mere aktivitet på marinaen.
Foreninger under folkeoplysningsloven kan låne husene gratis, mens kommercielle virksomheder og andre foreninger skal betale leje. Husene er cirka 36 m² og kan bruges til eksempelvis pop-up butikker eller aktiviteter på stranden eller i vandet.
Dog kan husene ikke lånes eller lejes udelukkende til opbevaring, og der skal som minimum være aktiviteter én hverdag og én weekenddag i låne- eller lejeperioden. Husene skal lejes eller lånes for minimum én måned og maksimum tre måneder ad gangen.
Læs også: https://middelfartavisen.dk/middelfart-udvider-naturtilbud-for-skoler-og-daginstitutioner/