I uge 37, fra den 9. til 15. september, åbner Middelfart Museum dørene gratis for unge mellem 18 og 27 år som en del af den landsdækkende K7 Week. Museet er kendt for sin præsentation af lokalhistorie og sin ambition om at formidle psykiatrihistorien på en ny og engagerende måde og er i gang med at skabe MIND – Danmarks største psykiatrihistoriske museum, der forventes at åbne i 2026. Med udstillingen ‘Mens vi venter på MIND’ får de besøgende en enestående mulighed for at følge udviklingen af det kommende museum og opleve en række udstillinger, der allerede nu giver et spændende indblik i, hvad fremtidens MIND-museum vil byde på.
Forberedelsen til MIND-museet
Middelfart Museum er i gang med en transformation, der sigter mod at skabe Danmarks største psykiatrihistoriske museum, MIND, som forventes at åbne i 2026. Det nye museum vil blive en national attraktion, beliggende i en af de oprindelige patientbygninger på det tidligere Sindssygehospital i Middelfart, nu kendt som Teglgårdsparken. MIND vil tilbyde en kombination af historiske udstillinger, samtalerum om psykiske lidelser og fællesskabsrum, der vil invitere til dialog og refleksion. Luftlaget er tungt af både fortidens og nutidens åndedrag, da vi møder Helle Rosenkilde Thygesen fra Middelfart Museum i udstillingssalen.
Helle Rosenkilde Thygesen forklarer:
– Den her udstilling viser noget af det, det nye museum MIND, som åbner i 2026, kommer til at indeholde. Her har vi samlet lidt om presence-historie, personalhistorie, behandling og beskæftigelse samt nogle af de genstande, som relaterer sig til disse emner. Det er et udsnit af, hvad der vil være på museet.
I forbindelse med K7 Week præsenterer Middelfart Museum udstillingen “Mens vi venter på MIND,” som giver de besøgende mulighed for at følge udviklingen af det kommende museum. Udstillingen tager i sig selv afsæt i historien og eksperimenterer med forskellige formidlingsformer under temaer som psykiatri, psykisk lidelse og behandling.
– Vi oplever allerede stor interesse, selvom vi først åbner MIND i 2026. Derfor har vi valgt at lave en midlertidig udstilling med nogle af genstandene, så man stadig kan se nogle af effekterne og høre historierne, fortæller museumsinspektøren, Søren Lau Møllegård, hos Middelfart Museum.
Udstillingen “Mens vi venter på MIND” er en bro mellem fortid og fremtid, der introducerer besøgende til den psykiatrihistorie, der har fundet sted i Middelfart, samtidig med at den peger frem mod, hvad MIND-museet vil blive til. Udstillingen fremhæver, hvordan psykiatrien har udviklet sig gennem tiden, og hvordan samfundet har behandlet psykisk syge.
En særlig del af udstillingen fokuserer på samarbejdet med Nille Bech, en keramiker fra Strib, hvor unge med psykiske udfordringer har arbejdet sammen med hende om at skabe figurer, der afspejler deres tanker og følelser. Deres værker er blevet integreret i udstillingen og skal være med til at vise den mere nutidige tilgang til psykisk trivsel og kunstens rolle i helingsprocessen.
– Disse figurer er en del af udstillingen her, og det er en måde at vise, hvordan man i nutiden kan gå til emnet psykisk mistrivsel, som vi taler meget om, siger Helle Rosenkilde Thygesen.
Søren Lau Møllegård er også glad for det fokus, der er kommet på brugerinddragelse og med fuldt engagement er museet i gang med at udvikle nye formidlingsformer, der appellerer til en bredere målgruppe, herunder unge, som han selv påpeger:
– Der er også ændrede krav fra myndighederne til museet (MIND), blandt andet i form af brugerinvolvering. Mange ønsker at være engagerede, ikke nødvendigvis i en klassisk forening, hvor man skal møde op til generalforsamlinger, men snarere ved at deltage i projekter, de er passionerede omkring.
Søren Lau Hermansen forklarer også glødende interesseret om, at museet arbejder på at bryde med fordomme og tale åbent om emner som stigma og skam i forbindelse med psykiske lidelser, og han er selv særligt fascineret af Nille Bechs værker.
Udover denne udstilling, kan besøgende også høre stemmer fra fortiden, bl.a. tidligere plejere, som fortæller om genstande, de har modtaget fra tidligere patienter. Og så kan man også opleve værker af den unge kunstner Silas Emery, som med sin innovative tilgang bidrager til museets aktuelle udstillinger. Emerys værker, som han kalder “USETE FRAGMENTER,” tager udgangspunkt i gamle fotografier af patienter og personale fra det tidligere Sindssygehospital i Middelfart. Fotografierne er digitalt bearbejdet, så de flyder ud i farverige stykker, hvor billeder og farver smelter sammen og skaber nye, abstrakte udtryk.
– En af vores skærme viser noget af det, der kommer til at være på det nye MIND Museum. Vi har en ung kunstner, Silas Emery, som har skabt nogle værker, han kalder ‘USETE FRAGMENTER’. Disse værker vil blive udstillet på MIND, og der er noget tilsvarende nede i Teglgårdsparken i vores have, forklarer Helle Rosenkilde.
I Teglgårdsparken, som også er en del af Middelfart Museums område, vil Silas Emerys kunst blive præsenteret på store glaspartier, hvor hans billeder og tanker smelter sammen i nye kompositioner.
Samtidig opfordrer Helle Rosenkilde Thygesen også de unge til at komme forbi Henner Friisers Hus under K7 Week:
– De unge har gratis adgang til denne udstilling og kan også besøge Henner Friisers Hus, som er en anden del af museet. Huset ligger nede i Brogade, Middelfarts ældste hus, hvor historierne om Middelfart og marsvinene bliver fortalt.
Henner Friisers Hus tilbyder en række udstillinger, der tager de besøgende med gennem Middelfarts historie, og Helle Rosenkilde håber sådan at de unge i K7-ugen også vil tage et smut forbi der.
En invitation til uge 37
Middelfart Museum inviterer unge mellem 18 og 27 år til at opleve et bredt udvalg af historie, kunst og kultur under K7 Week. Med fri adgang til alle udstillinger, herunder “Mens vi venter på MIND” og Henner Friisers Hus, er der helt sikkert masse at opleve.
– Det ville være ærgerligt, hvis der ikke kom nogen. Men jeg er sikker på, at hvis de unge først kommer herind og ser udstillingerne, vil de finde dem utroligt spændende. Vi skal bare få fat i dem og fortælle, at der virkelig er noget interessant her, afslutter Helle Rosenkilde Thygesen.
Middelfart Museum er ikke det eneste museum i byen, der deltager i K7 Week; det samme gør CLAY Keramikmuseum. Formidlingsinspektør Anders Kold Rasmussen vil fortælle meget mere om dette i en artikel, der udkommer senere på ugen, så hold øje med den.