Middelfart summede af liv og klimaengagement, da byens centrale Havnegade dannede rammen om årets Klimafolkemøde den 29.-31. august. Tusindvis af gæster besøgte arrangementet, hvor scenerne bød på debatter om klima, og boderne gav mulighed for fordybelse i klimaspørgsmål og direkte dialog med eksperter. Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen ser tilbage på et folkemøde, der i høj grad formåede at samle Danmark på tværs af interesser og holdninger.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (A), sammen med Regionsrådsformand Bo Libergren (V) bød velkommen til Klimafolkemødet torsdag i sidste uge. Mandag satte borgmesteren ord på årets Klimafolkemøde.
– Hvis jeg skal sætte ord på årets Klimafolkemøde, så er det mangfoldighed, fortæller Johannes Lundsfryd Jensen.
– Vi formår at samle hele Danmark. Både dem, der er lidt mere alternative, og dem med slips og jakkesæt. Vi havde både den almindelige borger, der var nysgerrig, og professionelle folk, der har arbejdet med klima hele livet. Det var i sandhed hele Danmarks klimafolkemøde.
Med så mange forskellige indslag og debatter var det svært for borgmesteren at pege på én enkelt overskrift for arrangementet.
– Jeg har været dybt involveret i rigtig mange debatter, så jeg har ikke noget samlet overblik. Men én ting, der fyldte i år, var den grønne trepartsaftale. Den har tidligere ikke haft så stor opmærksomhed, men i år blev den fremhævet, især fordi vi havde en nyudnævnt minister, der stod på scenen allerede om lørdagen, siger han.
Johannes Lundsfryd Jensen mener, at den store opmærksomhed om den grønne trepartsaftale viser dens betydning for fremtidens klimaindsats.
– Ministerens første handling som nyudnævnt var at deltage i klimafolkemødet. Det understreger, at dette møde er en central platform for alle nøgleaktører, når det kommer til at implementere den grønne trepartsaftale, forklarer han.
En anden ny udvikling ved årets Klimafolkemøde var, at de internationale perspektiver fik lov til at fylde mere.
– Vi havde oplægsholdere fra Kiel Universitet og deltog i begyndende samarbejdsrelationer med Nordtyskland. Den tyske ambassadør i Danmark var til stede, og vi havde besøg af den amerikanske ambassadør, siger Johannes Lundsfryd Jensen og tilføjer, at han personligt tog den amerikanske ambassadør med på en guidet tur. Vi havde også den tidligere generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, med på et livelink. Det var stort. Det var ikke bare et nationalt klimafolkemøde, men vi havde også nogle internationale markører, uddyber borgermesteren.
Når det kommer til resultaterne af Klimafolkemødet, understreger borgmesteren, at det vigtigste formål er at inspirere til klimahandling.
-Handlingen foregår ikke på pladsen, men derhjemme, på arbejdspladsen, i kommunalbestyrelsen og i den enkelte husstand. Men det, vi ved fra forskningen, er, at den mest effektive måde at ændre adfærd på, er gennem samtale. Klimafolkemødet har været én stor samtale om klimahandling, og jeg tror, det vil føre til mange gode tiltag fremover, siger han.
Johannes Lundsfryd Jensen peger også på et interessant skift i holdningen blandt landbruget som noget, han tager med sig fra årets møde.
– Jeg oplevede for første gang, at landbruget aktivt går ind og siger, at de har et medansvar for klimaet. Jeg deltog i flere debatter med Centrovise, den fynske landbrugsforening, hvor vi talte om at skabe en lokal grøn trepartsaftale i Middelfart Kommune, der kan sætte rammerne for vores fælles indsats, fortæller han og fortsætter:
– Jeg tror på, at vi med årets Klimafolkemøde har lagt grundlaget for mange nye samarbejder og handlinger, der kan bidrage til en grønnere fremtid.
40.000 deltagere besøgte Klimafolkemødet i Middelfart
Forskere, folkevalgte og farmødre. Unge, gamle og midt imellem. Overalt på gader og stræder, i telte, på scener og torve summede det af debatlyst, nysgerrighed og en trang til at blive klogere på klimaudfordringer og løsninger under dette års udgave af Klimafolkemødet i Middelfart.
I alt 40.000 besøgende gæstede Klimafolkemødet i løbet af de tre dage, det varede, hvilket sætter en ny rekord for antallet af besøgende.
Sulten efter at tage hul på de gode idéer
Besøgstallet imponerer Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune.
– Jeg synes, det er helt fantastisk. Efter tre dage med masser af debatter, musik, gadeteater og events, føler jeg mig både mæt og sulten på én gang. Jeg er mæt af de mange indtryk, idéer og viden – alt det, der er nødvendigt for at skabe klimahandling sammen. Men jeg er også sulten efter at få sat gang i de mange gode idéer og forslag, der er kommet frem under Klimafolkemødet, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.
– Vi har haft tusindvis af unge mennesker igennem undervisningsforløbet ‘RYK Klimaet’. Vi har haft 200 arrangører, internationalt islæt med ambassadører og FNs tidligere generalsekretær, Ban Ki-moon. Men vigtigst af alt er, at vi har haft hinanden. Vi har kunnet tale sammen om emner, der nogle gange er svære, og det er det vigtigste. For det er først, når vi taler sammen, at vi kan blive inspirerede, forpligte hinanden og omsætte det til konkrete klimahandlinger, fortsætter han.
Antallet af besøgende bekræfter, at danskerne går op i klimaet
Det er femte gang, at Klimafolkemødet afholdes som en national begivenhed.
I 2019 indgik Region Syddanmark og Middelfart Kommune en aftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart fra en lokal til en national begivenhed.
Også Bo Libergren, regionsrådsformand i Region Syddanmark, er glad for, at så mange mennesker besøgte Middelfart over de tre dage for at skabe klimahandling sammen.
– Jeg vil gerne sige tak til alle, der har bidraget til årets Klimafolkemøde, der igen i år har budt på mange spændende debatter og berigende events. Igen i år kvitterer danskerne med et tårnhøjt deltagerantal, og tusindvis af danskere har fået ny viden, klimaløsninger og ikke mindst inspiration til klimahandlinger med sig hjem. Den flotte tilslutning viser, hvor meget danskerne går op i klimaet. Det er noget, vi bekymrer os om, og som vi har brug for at tale højt om. Det kan man i den grad på Klimafolkemødet, siger Bo Libergren.
I løbet af de tre dage bød Klimafolkemødet på mere end 400 folkelige, faglige og politiske debatter, workshops og samtalesaloner, samt 100 boder faciliteret af frivillige, private, virksomheder og foreninger.
Handling skabes i fællesskab
I Klimafolkemødets sekretariat er Christa Boisen, chef for Klimafolkemødet, begejstret over, at så mange har fundet håb og handlelyst sammen over tre dage i Middelfart.
– Vi har skabt et rum for debat, dialog, inspiration og klimahandling på tværs af generationer, som vi håber lever videre – også når teltene er taget ned, og folk er vendt tilbage til hverdagen, siger Christa Boisen.
Klimafolkemødet vender tilbage den 28., 29. og 30. august 2025.
Besøgstallene er opgjort ved hjælp af tællere, der er placeret rundt omkring på Klimafolkemøde-pladsen.