Middelfart Kommune udvider nu mulighederne for at bringe skoler og daginstitutioner tættere på naturen. Fra den 15. august vil børn i kommunen kunne deltage i undervisningsforløb på både Middelfart Marina og i Staurby Skov. Dette er en udvidelse af de eksisterende tilbud i Hindsgavl Dyrehave, som mange skoler og daginstitutioner allerede har benyttet sig af gennem flere år.
Som en del af udvidelsen har Middelfart Kommune etableret nye busruter, der gør det muligt for skoler og daginstitutioner at booke ture direkte til Middelfart Marina og Staurby Skov. For at markere de nye muligheder blev der torsdag den 15. august holdt en officiel indvielse af det nye grejhus ved Marinaen, hvor kommunens naturvejledere fremover vil have base for deres undervisning.
Nye læringsmuligheder i naturen
Spidskandidat for Venstre og Formand for Teknisk Udvalg i Middelfart Kommune, Anders Møllegård, var til stede ved indvielsen og klippede det symboliske tangbånd sammen med børn fra Egetræet i Ejby og Nørre Aaby Skole.
– I dag handler det om at give børnene nye læringsmuligheder. Vi har haft Hindsgavl Dyrehave i mange år, hvor børnene har kunnet lære om dyrene og naturen der. Nu udvider vi med Middelfart Marina og Staurby Skov, hvor børnene kan lære om havmiljøet og skovens økosystemer, siger Anders Møllegård.
Han understreger, at det nye grejhus, vil spille en central rolle i undervisningen.
– Vi har nogle rigtig dygtige naturvejledere, som nu har fået deres eget hus her ved Marinaen. Her kan børnene komme ud og få undervisning, bruge kikkerter til at kigge ned i vandet, fiske efter små fisk med net og lære om alt, hvad naturen har at byde på, forklarer han.
Transporten sikret med nye busruter
En af de store forbedringer er de nye busruter, som nu kører direkte til Marinaen og Staurby Skov.
– Med de nye busruter sikrer vi, at børnene fra alle skoler og børnehaver i kommunen har nem adgang til de nye undervisningssteder. Det er en fantastisk mulighed for at give børnene en bredere forståelse af naturen, udtaler Anders Møllegård.
Indvielsen af de nye huse og busruter blev fejret med brunsviger og juice, mens børnene fik lov til at udforske det nye område. Anders Møllegård tog bussen sammen med børnene fra Ejby og brugte turen på at tale med dem om, hvad de kunne glæde sig til at opleve i naturen.
– Jeg håber, at børnene får en mere naturvidenskabelig viden af at komme med herud, udtalte Anders Møllegård.
Her kan du se videoen med Anders Møllegaard, hvor han fortæller om de nye muligheder for skoler og daginstitutioner i Middelfart Kommune: