Foto: Matheus Bolt

Fredag den 16. og lørdag den 17. august gentager Cafe Razz succesen og afholder deres årlige DJ-festival på Havnefronten i Middelfart. Arrangementet, som allerede har fået grønt lys fra Middelfart Kommune til at fylde store dele af Havnefronten, bliver et af årets største festligheder, hvor hele udendørsområdet tages i brug for at skabe en mindeværdig oplevelse for både unge og ældre.

– Det bliver et arrangement for alle, siger Matheus Bolt fra Cafe Razz.

Matheus Bolt fra Cafe Razz er klar til at tage imod de mange gæster fredag og lørdag. Foto: Matheus Bolt

– Vi starter tidligt, så børnefamilier kan komme og nyde lidt hyggemusik, mens de spiser eller bare vil høre noget godt musik. Når vi nærmer os klokken 21-22, bliver det mere rettet mod de unge mennesker.

Festivalen er nøje sammensat for at tiltrække forskellige segmenter af publikum. Fredag begynder festen allerede klokken 15, og lørdag starter den fra middagstid. Matheus forklarer, at programmet er delt op i tidsrum, så der er noget for enhver smag.

– Fra klokken 15-18 vil der være aktiviteter som hoppeborge og vandaktiviteter for de små, og selvfølgelig slushicemaskiner, fortæller han.

– Det er her, folk tager deres børn med ned, og de hygger sig. Fra klokken 18-21 er det mere midaldrende gæster, der kommer for at spise og høre noget godt musik, og fra klokken 21-03 er det mest henvendt til de unge. Vi håber, at vi rammer alle segmenterne.

Foto: Matheus Bolt

Det er tydeligt, at DJ-festivalen er blevet bedre modtaget år for år. Matheus Bolt, som har stået for arrangementet de sidste to år, fortæller, at festivalen nu er det største udendørsarrangement, Cafe Razz afholder.

– Jeg tror, det er tredje eller fjerde år, vi kører med DJ-festivalen, og jeg kan se, at det bliver taget bedre imod hvert år. For to år siden regnede det hele dagen, men da regnen stoppede omkring klokken 21, blev vi væltet bagover af omkring 1500-2000 mennesker. Det er vores største udendørsarrangement, det overgår blandt andet J-dag og vores streetfoodarrangementer, udtaler han.

I år er udendørsområdet blevet lejet, og en lastbil er blevet ombygget til en DJ-truck, hvorfra musikken vil strømme ud over havnefronten. Selvom der ikke bliver fyrværkeri i år, som planlagt, er der arrangeret et spektakulært lys- og lasershow om aftenen.

– Vi har også fået en kvindelig DJ med i år for at tiltrække et bredere publikum, fortæller Matheus.

– Der kommer til at være telte med fire-fem forskellige barer, så vi rammer lidt forskelligt. Vi har blandt andet en vodkaredbull-bar, en shotsvogn, en gin og tonic-bar samt en aperol spritz-bar, og så har vi vores egen ølbar.

Matheus Bolt bemærker også, at der allerede i år er langt flere bookinger end tidligere.

– Som jeg sagde før, det er blevet vildere og vildere for hvert år, og jeg tror, det er et af de største arrangementer hernede på havnen. Jeg kan allerede se på bookinger af borde og bordpakker, at det er noget, folk har ventet på.

Programmet til DJ-Festivalen fredag og lørdag på Cafe Razz.

Med et spændende program, en bred vifte af musik og underholdning samt de mange forskellige barer, er der lagt op til en festlig weekend på havnefronten i Middelfart, som både lokale og besøgende kan glæde sig til at deltage i.