Efterårets første koncert på Foreningen GUF’s program er med fejende flot og prisvindende dansk /svensk folkemusik. Som vanligt er det KulturØen i Middelfart der lægger lokaler til.
I hjertet af Trio Mio´s musik ligger et brændende ønske om at give nyt liv til dansk/svensk folkemusik. De spiller musikken på deres egen måde, gør den til nutidig musik som bibeholder dyb respekt for den tradition hvoraf musikken er rundet.
Resultatet er ny, forfriskende og helt særegen folkemusik skabt fra det specielle punkt hvor traditionen møder nutiden og lader sig inspirere af andre stilarter som jazz og klassisk musik.
Man er aldrig helt sikker på hvad der skal ske: Smukke, rolige og luftige melodier bliver afløst af hurtige, uforudsigelige og til tider vilde improvisationer. Men sikkert er det, at musikken spilles med intensitet, virtuositet og glæde, som efterlader lytteren åndeløs – og smilende.
TRIO MIO er Kristine Heebøll på violin, svenske Jens Ulvsand på bouzouki, guitar og vokal og endeligt
Peter Rosendal på klaver, wurlitzer og flugabone.
Billetter til koncerten kan købes på www.guf-strib.dk hvor der også kan læses om og købes billet til efterårets øvrige koncerter:
Den 26. september spiller det navnkundige irske band FLOOK som vil være kendt af de fleste fans af irsk folkemusik.
Den 22. oktober bliver der gensyn med den snart 30 år gamle danske trio ULC som blandt meget andet er kendt for deres Fanø musik.
Sidst med ikke mindst spiller den tidligere DR radiovært Alex Nyborg Madsen og hans band ”A Circle of Friends” lørdag den 16. november.
Alle koncerter foregår på Kulturøen i Middelfart.