Nye Borgerlige og Enhedslisten har ved flere lejligheder været efter organisationen Brobygning Middelfart og dens konstruktion. På mandagens byrådsmøde i Middelfart blev vedtægtsændringer gennemgået. Ændringerne betyder, at borgmester Johannes Lundsfryd ikke længere skal være formand.
I forbindelse med indgåelse af budgetforlig for 2024-2027 blev aftaleparterne enige om at løfte indsatsen i Brobygning Middelfart, så erhvervsforeningerne kommer til at spille en større og tydeligere rolle og at udbygge samarbejdet mellem de fire foreninger og kommunen. Aftaleparterne foreslog at indarbejde dette i vedtægterne for Brobygning Middelfart. På en ekstraordinær generalforsamling den 1. november 2023 blev vedtægtsændringer for Brobygning Middelfart vedtaget.
Der er blandt aftaleparterne enighed om at arbejde frem mod følgende vedtægtsændringer:
- En ny formandsmodel, hvor formand og næstformand udpeges blandt de tre erhvervsforeninger og med mulighed for på et senere tidspunkt at rekruttere en ekstern formand.
- Byrådets to medlemmer i bestyrelsen udpeges blandt og af Byrådets medlemmer.
Borgmester Johannes Lundsfryd fortalte om begrundelsen for dette:
– Der er konkrete, synlige og mærkbare effekter af Brobygning. Den nye model gør, at der er mulighed for en ekstern formand, sagde Lundsfryd.
Middelfart Kommune giver årligt tre millioner kroner i tilskud til Brobygning Middelfart, der er en sammenslutning af de tre foreninger Middelfart Erhvervscenter, VisitMiddelfart og Middelfart Handel. Det er dog ikke alle, der synes lige godt om konstellationen, da der eksempelvis er en “låneaftale” mellem flere af medarbejderne, der er tilknyttet Brobygning Middelfart. Det har Nye Borgerlige og Enhedslisten tidligere påpeget med henvisning til Anders Baagland, der er citymanager, og som i den funktion, som tidligere beskrevet på AVISEN, også er ansat af Jysk Fynske Medier. I den forbindelse har Brobygning Middelfart købt for adskillige kroner annoncer.
I byrådssalen i mandags fortsatte Enhedslisten ved at stille spørgsmål ved flere ting i Brobygning Middelfart.
– Vi mener, at de tre foreninger skal overtage økonomien, så vi kan spare de tre millioner kroner. Vedtægtsændringerne viser ændringer i personaleorganisationen, og det kunne være sjovt, hvis vi kunne få en uddybning af ændringerne og ideen bag vedtægtsændringerne, sagde Lasse Schmücker (Ø).
Lasse Schmücker fik dog ikke svar på hans sidstnævnte spørgsmål. I stedet kunne han høre blandt andet Kaj Johansen (A) sige:
– Brobygning er en stærk katalysator. Vi går nu til step to og giver større ansvar til erhvervsforeningerne. Det vil have stor betydning for Middelfart Kommune, sagde Johansen.
Også Morten Weiss-Pedersen (C) gav Brobygning ord med på vejen.
– Vi er glade for, at foreningerne vil være bærende støtter. Det er afgørende for os. Hvis man ser på væksten af indbyggere og firmaer i Middelfart Kommune, kan man se, at strategien giver resultater. De tre millioner kroner er for mig en investering i at være en erhvervskommune, sagde Weiss-Pedersen.
Borgmester Johannes Lundsfryd rundede punktet af med at sige følgende:
– Vi vil have en mere levende bymidte, og der var ti tomme butikker i gågaden, da vi startede Brobygning op – i dag ser man noget andet. Erhvervslivet har blandt andet også været med til at betale 300.000 kroner til den nye julebelysning, sagde Lundsfryd, der efterfølgende kunne konstatere, trods indsparket fra Nye Borgerlige og Enhedslisten, at der var enighed om vedtægtsændringerne.