Foto: AVISEN

I Middelfart Byråd blev der mandag diskuteret om, hvordan byrådsmedlemmerne skal betegnes i fremtiden. Et af punkterne på byrådsmødet drejede sig om styrelsesvedtægten, der var igennem første behandlingen.

Styrelsesvedtægten, som byrådet selv vedtager, skal gennemgå to behandlinger i byrådet. I denne omgang blev der foreslået ændringer, herunder en opgaveforskydning mellem Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget og Skoleudvalget. Men det var forslaget om ændring af titler, der især gav anledning til diskussion.

Det blev besluttet, at foretage ændringer i styrelsesvedtægten for Middelfart Kommune, som nu lyder:

  • At “PPR” flyttes fra Børn-, Kultur- og Fritidsudvalgets opgaveportefølje til Skoleudvalgets opgaveportefølje.
  • At der indsættes nyt stk. 9 i § 21 med følgende ordlyd: “Formanden for Økonomiudvalget, et stående udvalg, Børn- og Ungeudvalget (§18-udvalg), folkeoplysningsudvalget og opgaveudvalg (§17,stk.4-udvalg) benævnes formand, forkvinde eller forperson efter eget valg. Næstformanden for et stående udvalg, Børn- og Ungeudvalget (§18-udvalg) og opgaveudvalg (§17,stk.4-udvalg) benævnes næstformand, næstforkvinde eller næstforperson efter eget valg.

Regitze Tilma, gruppeformand for Venstre, kommenterede på forslaget:

– Vi har ikke noget imod om det hedder det ene eller andet – det er pjat og unødvendigt. Vi tror, det er udtryk for en tidsånd og et politisk statement for nogen, men vi vil heller ikke stå i vejen for en udvikling. Personligt mener jeg ordet er kønsneutralt som en direktør. Jeg er selv formand for Teknisk Udvalg og Venstre, sagde Tilma.

Linda Johnsen fra SF udtrykte tilfredshed med forslaget:

– Vi er i SF glade. Særligt Anna (Anna Poulsen Broen), som er næstforperson i Klima, Natur og Genbrugsudvalget. Som hun siger, så betyder ord noget. Man skal selv vælge, hvad man vil benævnes, forklarede Johnsen.

Morten Weiss-Pedersen fra De Konservative synes forslaget var ligegyldigt.

– Der er mange ord i politik. Vi er enige med Venstre og Nye Borgerlige. Det gør ikke noget, det betyder ingenting, sagde hna.

Til trods for debatten, blev ændringerne i styrelsesvedtægten enstemmigt vedtaget. Den fremtidige benævnelse af byrådsmedlemmerne i Middelfart vil derfor være op til den enkelte at bestemme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her