Middelfart Boldklub er i mål med ansættelsen af en ny cheftræner, og har underskrevet en 2-årig kontrakt med 46-årige Kristoffer Johannsen, som afløser Anders Jensen.

Kristoffer Johannsen kommer til Middelfart fra et lignende job i Næsby Boldklub, hvor han har været siden 1. januar 2018. Tidligere i trænerkarrieren har Kristoffer været i Otterup og Dalum som cheftræner, mens han også har fungeret som assistenttræner i FC Fredericia. Som spiller har Kristoffer repræsenteret klubber som FCK, OB, FC Emmen, Vejle BK og FC Fredericia.

– Rekrutteringsprocessen har været kort og intens, og hele vejen igennem har Kristoffer været en af topkandidaterne til jobbet. Vi har på tæt hold kunne følge hans udvikling som træner specielt i cheftrænerjobbet i Næsby, og efter nogle gode samtaler stod det hurtigt klart at det var ham vi ville gå med. Kristoffer har god erfaring fra niveauet, men han er samtidig sulten for at blive en endnu dygtigere træner. Vi har gennem det sidste halvandet år opbygget et solidt fundament, og det er vigtigt for os at det fundament ikke skal nedbrydes, men i stedet videreudvikles. Det er jeg sikker på at Kristoffer er den helt rigtige mand til, og jeg glæder mig til samarbejdet med ham, fortæller sportschef Søren Godskesen.

– Fra den første kontakt fra Middelfart, har jeg været interesseret i jobbet. Efter 5,5 gode år i Næsby føler jeg mig klar til at tage det næste skridt i min trænerkarriere, og for mig er Middelfart den oplagte mulighed. Klubben er godt organiseret og med et godt setup, og den netop overståede sæson viser at klubben og holdet er et rigtigt godt sted. Det skal vedligeholdes, men vi skal også udvikle endnu mere på fundamentet og blive ved med at bygge på hele tiden. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet efter ferie og jeg glæder mig til at hilse på spillerne og den øvrige stab, udtaler Kristoffer Johannsen.

Kristoffer Johannsen har første træning med truppen d. 11. juli, hvor forberedelserne til 2. division skydes i gang. Brian Kastling og Danny Carlsen vil fortsat være en del af trænerteamet i Middelfart Boldklub.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her