Der florerer i øjeblikket mange falske beskeder og mails fra svindlere, der udgiver sig for at være PostNord. Er du i tvivl, kan du dobbelttjekke i PostNord appen.

Antallet af falske beskeder er i øjeblikket stigende. Det drejer sig typisk om mails og sms’er, hvor svindlerne udgiver sig for at være PostNord og forsøger at lokke modtagerne til at trykke på links, opgive bankoplysninger eller lignende.

– Vi oplever desværre, at der er en række falske sms’er og mails i omløb, hvor afsenderen udgiver sig for at være PostNord. Vi arbejder hårdt på at få dem stoppet, men vi opfordrer vores kunder til at være ekstra opmærksomme i denne periode. Vi anbefaler, at du benytter PostNords app, hvis du er i tvivl om beskeder, du modtager – her kan du være helt sikker på, at de er fra os, siger Henrik Larsen, kundeservicechef hos PostNord.

– Vi råder alle til at slette sms’er eller mails, man er i tvivl om, er fra PostNord og undlader at klikke på nogle links eller svarer på henvendelsen, tilføjer han.

Svindlerne bliver hele tiden mere kreative, og det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om svindelforsøg. Nogle kan opdages på afsenderadressen, mens andre ender i samme smstråd som tidligere modtagne PostNord-beskeder og er derfor ekstra svære at spotte.

Som noget nyt har der den seneste tid også været eksempler på falske track & trace-hjemmesider, der til forveksling ligner PostNords egen. Afventer du en pakke, men er i tvivl, om du er blevet ledt ind på en falsk hjemmeside, anbefales det, at du lukker siden ned og i stedet åbner www.postnord.dk i en ny fane og sporer din pakke.

Det er ikke kun PostNord, svindlere i øjeblikket bruger til svindelforsøg. Forbrugerrådet Tænk modtager mange henvendelser fra borgere, der er forsøgt udsat for svindel.

– Vi har det sidste halve år oplevet en stor stigning i denne type svindel, og vi har sideløbende set en udvikling, hvor svindelforsøgene bliver mere og mere troværdige, og hvor det kan være næsten umuligt for forbrugerne at gennemskue. Vi opfordrer derfor forbrugerne til at være kritiske, og aldrig indtaste betalingsoplysninger eller godkende betalinger via denne type beskeder. Hvis man er det mindste i tvivl, så gå via de officielle kanaler og kontakt afsenderen, siger projektchef Ulla Malling fra Forbrugerrådet Tænk, der driver appen Mit Digitale Selvforsvar, som løbende udsender advarsler om aktuelle svindelforsøg.

PostNord har otte gode huskeregler for at undgå svindel:

  1. Brug PostNord appen. Beskeder og informationer, du modtager i PostNord appen, kan du være helt sikker på, er fra os. Pakker fra PostNord kan altid søges frem i vores app og på vores hjemmeside via track & trace.
  2. Tjek afsenderen af beskederne. Er du i tvivl, så er det som oftest fup. PostNords mails om pakker sendes fra enten noreply@postnord.dknoreply@postdanmark.dk eller noreply@postnord.com.
  3. Vær på vagt og brug sund fornuft. Hvis der er stavefejl i teksten eller logoet ser mærkeligt ud, så er det tegn på fup.
  4. Klik ikke på links, du er i tvivl om, og slet beskeder, der ligner fup.
  5. Vær opmærksom på, at PostNord ikke sender tilfredshedsundersøgelser eller resultat af lodtrækninger på sms.
  6. Svar ikke på mails eller beskeder, der kan være fup.
  7. Spær dine kort, skift dine kodeord og kontakt evt. politiet, hvis du tror, du er blevet udsat for svindel.
  8. Hent appen Mit digitale selvforsvar fra Forbrugerrådet Tænk. Her kan du holde dig orienteret om større bølger af fup-beskeder mm.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her