En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sætter tal på, hvor mange danskere der kan miste retten til dagpenge, hvis Liberal Alliance får gennemført sit forslag om at halvere dagpengeperioden. I Fredericia, Kolding, Vejle og Middelfart drejer det sig samlet om over 1.500 mennesker.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggør nu en analyse, der sætter tal på, hvor mange danskere der vil miste retten til dagpenge, hvis Liberal Alliance’s forslag om at halvere dagpengeperioden bliver gennemført. På landsplan drejer det sig om 32.000 personer, og i Trekantområdet alene flere end 1.500.
Dagpengesystemet har gennem årtier været et af de mest omdiskuterede elementer i den danske velfærdsmodel. Systemet blev grundlagt i 1907 med indførelsen af den såkaldte Ghent-model, hvor fagbevægelsen administrerede forsikringen mod arbejdsløshed med støtte fra staten. Det var et kompromis mellem liberal individualisme og social tryghed, som siden blev en af grundpillerne i den moderne arbejdsmarkedsmodel.
I 1960’erne og 1970’erne blev dagpengene udbygget som en del af velfærdsstatens sociale fundament. Kompensationsgraden var høj, og ordningen blev betragtet som en garanti for økonomisk tryghed, hvis uheldet ramte. Men de økonomiske kriser i 1970’erne og 1980’erne ændrede balancen. Stigende ledighed og pres på de offentlige udgifter fik skiftende regeringer til at justere reglerne, så fokus gradvist flyttede sig fra passiv forsørgelse til aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Den første store reform kom i 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen, hvor dagpengeperioden blev reduceret markant, og nye krav om aktivering og uddannelse blev indført. Målet var at skabe et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor ledige fik pligt til at stå til rådighed for job og opkvalificering.
Den næste skelsættende reform kom i 2010 under Lars Løkke Rasmussen, hvor dagpengeperioden blev halveret fra fire til to år. Reformen blev gennemført under finanskrisen og fik store konsekvenser for tusindvis af danskere, der mistede dagpengeretten. Kritikerne mente, at reformen underminerede den sociale kontrakt, mens tilhængerne kaldte den nødvendig for at bevare dansk økonomis konkurrenceevne.
I 2015 forsøgte Helle Thorning-Schmidts regering at skabe en ny balance. En modernisering af dagpengesystemet skulle gøre det mere fleksibelt og mindre brutalt. Man indførte en model, hvor de ledige kunne forlænge dagpengeperioden ved at tage småjob undervejs, og hvor ydelserne blev tilpasset mere individuelt.
Siden har den politiske debat igen forskudt sig. Mette Frederiksen-regeringen har kombineret højere dagpenge i starten af ledighedsperioden med en hurtigere nedtrapning, mens Liberal Alliance i dag går i den modsatte retning og foreslår en yderligere halvering af dagpengeperioden.
Historien om dagpengene er i virkeligheden historien om Danmark selv – om den evige forhandling mellem tryghed og ansvar. Systemet er blevet justeret og reformeret mange gange, men det grundlæggende spørgsmål er stadig det samme som i 1907. Hvor meget sikkerhed skal man have som borger, og hvor meget frihed skal arbejdsmarkedet have til at presse den enkelte i beskæftigelse.
Liberal Alliances aktuelle forslag går ud på at forkorte perioden fra to år til ét. Tanken er at skabe et arbejdsmarked, hvor ledige hurtigere vender tilbage i job. Men ifølge AE vil konsekvensen være, at tusindvis af familier mister deres økonomiske sikkerhedsnet, selv i en tid, hvor beskæftigelsen generelt er høj.
»En kortere dagpengeperiode vil skabe økonomisk utryghed for tusindvis af familier i hele landet,« siger vicedirektør i AE, Emilie Damm Klarskov. Hun kalder dagpengesystemet en grundpille i den danske arbejdsmarkedsmodel, fordi det, som hun udtrykker det, er »en forsikringsordning for almindelige danskere, der betaler kontingent for at få tryghed, hvis de mister deres arbejde.«
Hun peger på, at dagpengesystemet historisk har været med til at skabe balance i et fleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne kan tilpasse medarbejderstaben uden at sende mennesker ud i økonomisk ruin. »Vi forstår ikke, hvorfor Liberal Alliance vil udvande en ordning, som gennem mange år har været med til at skabe fleksibilitet på arbejdsmarkedet,« siger hun.
Mange rammes i Fredericia, Kolding, Vejle og Middelfart
Analysen bygger på data fra Beskæftigelsesministeriets DREAM-register og Danmarks Statistik. Den viser, at omkring 17,5 procent af landets dagpengemodtagere i løbet af 2024 havde brugt mere end ét år af dagpengeperioden. De vil være blandt dem, der mister retten til dagpenge, hvis forslaget bliver virkelighed.
I Fredericia drejer det sig om 280 personer, svarende til 17,3 procent af de ledige. I Kolding er tallet 490 personer, i Vejle 570 personer og i Middelfart 160 personer. Samlet set står dermed flere end 1.500 borgere i Trekantområdet til at miste forsørgelsen, hvis dagpengeperioden forkortes.
AE’s analyse viser også, at seniorer rammes hårdest. Blandt de over 60-årige er det 22,9 procent, mens det blandt de under 30-årige er 10,9 procent. Samtidig peger tallene på, at ledige medlemmer af visse akademiske og frie a-kasser vil blive ramt oftere end medlemmer af mere traditionelle fagforeningskasser.
En debat om arbejdsmarkedets fremtid
Diskussionen om dagpengenes længde handler ikke kun om økonomi, men om, hvordan Danmark ønsker at indrette sit arbejdsmarked. Liberal Alliance har gennem længere tid argumenteret for, at systemet skal belønne hurtigere omstilling, mens mange på den anden side ser dagpengeretten som en nødvendig tryghed, der skaber stabilitet i en omskiftelig tid.
AE’s analyse lægger sig midt i denne debat. På den ene side står ønsket om at øge arbejdsudbuddet, på den anden side frygten for, at kortere dagpenge vil øge uligheden og skabe utryghed i de familier, der allerede kæmper med en presset økonomi.
»Dagpengesystemet er en central del af vores sociale kontrakt,« siger Emilie Damm Klarskov. »Det er netop denne balance mellem fleksibilitet og tryghed, der har gjort den danske model stærk og konkurrencedygtig.«
Et spørgsmål om balancen mellem tryghed og frihed
Analysen fra AE kommer på et tidspunkt, hvor flere partier på Christiansborg diskuterer, hvordan arbejdsudbuddet kan øges uden at skabe social uro. Mens beskæftigelsen er høj, peger mange økonomer på, at Danmark står over for mangel på arbejdskraft, særligt i velfærdssektoren og industrien.
Forslaget om at halvere dagpengeperioden kan derfor blive et af de centrale temaer i den kommende arbejdsmarkedsdebat, hvor grænsen mellem frihed og sikkerhed igen skal trækkes op.
Selv blandt vælgere, der normalt støtter reformer, er spørgsmålet ikke uden følelser. For mange handler dagpengene ikke kun om økonomi, men om tillid. Tillid til, at staten griber dem, hvis de mister arbejdet – og tillid til, at systemet er bygget til både at støtte og stille krav.








