Hvis man som vælger sidder tilbage med en følelse af ikke at ane, hvad Folketingsvalget egentlig handler om, så er der mange gode grunde til denne konstatering. Den vigtigste er, at de statsbetalte medier helt forfejler deres opgave. I stedet for at lade kandidaterne fortælle om, hvad de gerne vil, så vælgerne kan se på substansen, så leger journalisterne Kloge Åge og vil konstant sætte dagsordenen for, hvad kandidaterne vil.
Socialdemokratiets kampagnemaskine har for længst forstået, hvordan man spiller spillet i det ubegavede, journalistiske gameshow kaldet “valget”. I radiospots fortæller statsminister Mette Frederiksen, at vi skal holde sammen i kriser, og at der er en check på vej. Mere har hun faktisk ikke brug for. På trods af en vanvittig skandale der har rystet retssamfundet og embedsapparatet i sin grundvold, er emnet knap nok tilstede i valget. Årsagen er, at de fleste journalister ikke gider tale om det, men i stedet for har travlt med at lege navnelege eller vise, hvor dygtige de er til at stille såkaldt “kritiske spørgsmål”.
Synes du ikke selv, at du er en halvgammel idiot, der ikke forstår, hvad dine vælgere vil?
Amen. Det går helt galt for Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Deres kampagner formår ikke på samme måde som den socialdemokratiske at tale udenom. Samtidig er de kritiske spørgsmål, der især koncentrerer sig om personerne og ikke substansen, stort set det eneste, som pressen vil beskæftige sig med. Dansk Folkeparti har stort set været jaget vildt hele året. Udelukkende negative historier med en selektiv vinkel, der skal kaste smuds over Morten Messerschmidts karakter. At insistere på at tale om hans retssag, der på den mest skandaløse måde er nødt til at gå om, fremfor at tale om hans politik, er dagens orden. Det samme gælder Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti, der først fik lov til at ligge på en seng fuld af roser og blev udråbt som førstemanden, der kunne tage magten fra Mette Frederiksen på grund af sin folkelighed. Siden han trådte frem og meldte sig som statsministerkandidat, er han blevet udsat for karaktermord af værste skuffe. Helt ind i de private gemakker skal man jo, og uanset hvor irrelevant hans privatliv er for hans politik, så ser de statsbetalte medier det anderledes. For Jacob Ellemann-Jensen er det ligeså slemt. På trods af, at han generelt er et venligt og roligt menneske, som de fleste faktisk godt kan lide, så skyder man konstant på hans lederevner og spår ham alverdens undergang.
Kort sagt har det meste af pressen bestemt, hvordan valget skal være:
Mette Frederiksen er den politiske dronning og de andre er tabere, der ikke formår at være i nærheden af hendes værdighed. Hun kan uden at få en skramme knuse embedsfolk og hun har magten, men ikke ansvaret. Faktisk behøver hun end ikke sige undskyld.
Naturligvis sidder vælgerne forvirrede tilbage. For få af de politiske debatter har givet nogle former for konkrete svar på ret meget. Ingen partier har ikke fremlagt en samlet plan for, hvordan inflationen, store udlandslån, manglende beskæftigelsespolitik eller energikrisen skal løses. Ingen checks til vælgerne kommer til at få disse problemer til at forsvinde. Priserne vil fortsætte med at stige ind i 2023, og alle prognoser viser, at det er et problem, der vil kræve en meget stram finanspolitik. Når virksomhederne begynder at fyre og flere af dem går konkurs, vil dette valgs manglende substans for alvor blive tydelig.
Mange virksomheder kæmper nemlig for deres overlevelse. Efter hårde år med nedlukning og corona var der ikke råd til endnu et slag i mellemgulvet. Politikerne i den vestlige verden har sejlet hele økonomien ud over kanten. Der er ikke styr på energimarkedet. Priserne saver virksomhedernes økonomi i stykker. Elregninger og varmeregninger er så store, at det knuser indtjeningen. Den grundliggende infrastruktur omkring energi, der skal sikre virksomhedernes mulighed for at operere, er ramt af en katastrofe. Og EU, USA og ikke mindst den danske regering, er totalt handlingslammede. Der er ingen løsninger i udsigt. Kun håb og bønner. Kort sagt har man fuldstændig undervurderet situationen, allerede sidste år. Derfor har de politikere, der har haft magten under corona pandemien, ikke gjort det så godt, som de selv gerne vil tro. Desværre bliver det i bakspejlets kloge lys, at man kan se det.
Vinderne af valget er kaos.
For ud af dette morads af ligegyldigheder, fordummelse og ubegavet journalistik kommer der en fornyet bølge af antidemokratiske bevægelser. Folk der føler sig fremmedgjort i journalisternes gameshows, men som har reelle problemer i hverdagen. At de ikke kan få behandling hos læge eller på sygehus. At de skal betale regninger, der overstiger deres rådighedsbeløb. At de ikke kan blive hørt. At især Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale ønsker at indskrænke ytringsfriheden på de sociale medier og indføre politisk “korrekthed”. At ingen taler om de emner, som almindelige folk rent faktisk går op i, men det som journalister og politikere bilder sig ind, de går op i.
Ud af alt dette kommer usikkerheden. Næppe i 2022. Men hvis først husstandene bliver ramt af den økonomiske nedtur, hvor man skal til at lede efter råderum, eller måske en billigere bolig, så bliver dagens orden usikkerhed. Socialdemokratiet har i slutspurten af denne valgkamp åbnet op for, at politikerne skal forhandle løn med vælgerne. Hele fundamentet under den danske samfundsmodel er sendt til tælling. For nu skal vælgerne for alvor stemme efter deres pengepung. Endnu værre ville det være for næsten alle partier, hvis pensionisterne også stemte efter deres pengepung.
Virksomhederne skaber de arbejdspladser, der giver et skattegrundlag. Vi er på vej ind i en tid, hvor det ikke længere vil regne ned med gaver fra oven. Der er brug for en stærk koalition, der kan stoppe det offentlige forbrug, specielt på ledelsesgangene, frigøre ressourcer til innovation og nytænkning, fjerne regeltyranniet, reducerer borgernes transportbyrder til behandling, styrke lokalsamfundene og fjerne centraliseringen, skabe en ny kommunalreform der sikrer balance i budgetterne, øge den demokratiske substans, forbyde meningsmålinger under valgkampe og fjerne statsstøtten til medierne, så de kan fungere på normale markedsvilkår.
Vi har kort sagt brug for frihed, ansvarlighed og fokusering. Det handler ikke om lederskabet. Det handler om borgerne.
Vi ved alle sammen, at så snart valget er slut, vil rigtig mange politikere forsvinde fra gaderne. Vi ser dem næppe før næste gang. Så er det nemlig overstået, og politikerne er fredet i fire år. Danmark har ingen tradition for folkeafstemninger, vi har et repræsentativt demokrati. Derfor vil de mange studehandler, der lige om lidt bliver indgået, være vores hverdag i flere år. Det tilmed i en krise af historiske proportioner. Socialdemokraternes besættelse af, hvem der leder landet, er med til at ødelægge deres egen folkelighed. Det er ikke enkeltpersoner i store busser, vi skal bruge. Det er dygtige folk med evnen til at forstå problemerne og finde konkrete løsninger. Folk med erfaring fra den virkelige verden, ikke de politiske bevægelser. Det er reelt beskæmmende at se på de nuværende folketingsmedlemmers CV.
Valget handler om noget helt andet end lønforhøjelser, klima eller elregninger. Det handler om demokratiet. Den demokratiske stat. Mette Frederiksen har entydigt trukket Danmark i retning af et magtstyre, hvor der ikke er plads til andet end styrets forestilling om livets rette gang på jord. “Sammen”. Med hvem? Det er jo kun “sammen”, hvis man gør, hvad der bliver sagt. Hvis man mener, hvad man “skal”. En stærk retsstat bør være kendetegnet ved, at der er lige adgang til retssystemet, at alle er lige overfor loven. Med det vi har set nu, er det ikke tilfældet. Er man minister, kan man slippe ud af hvad som helst. Dette er et kæmpe problem for den demokratiske forståelse. Men som vi nu i de sidste dage af valgkampen kan konstatere:
Hvis bare man smider om sig med tilstrækkelig mange gaver, laver passende og placerede personangreb mod modstanderne, betaler lønnen for en stribe af medier, så er selv en historisk regeringsskandale helt betydningsløs.
