Krigsveteranen Andy Christensen er blevet 47 år. Han har de senere år kæmpet i systemerne på kryds og tværs. I 2013 blev han tilkendt førtidspension og fik også en arbejdsskadeerstatning. Han har diagnosen post-traumatisk stress syndrom (PTSD). Han fortæller her, at på trods af skiftende vinde i både Forsvaret og staten, er der stadig lang vej for de danske veteraner endnu i anderkendelse af psykiske arbejdsskader, men heldigvis findes der politikere, som vil hjælpe.

Andy Christensen har været udsendt tre gange. I dag har han inviteret mig til kaffe og en snak om livet efter mange års kampe i systemet. Jeg er inviteret sammen med byrådspolitikeren Inger Nielsen. Andys ekskone er også til stede, da vi mødes i dag, hun er også ramt af PTSD.

De ryger cigaretterne ud, og så går vi ind. Vi sætter os i stuen, hvor Andy fortæller sin historie om et system, som heldigvis har ændret sig til det bedre. Han har været prøveklud for mange ting, fordi Forsvaret ikke havde en indsigt i, hvordan man skulle behandle psykiske skader, og beslutningerne om tilkendelse af arbejdsskadeerstatning heller ikke havde en klar politik. Læg dertil det faktum, at Forsvaret er et system i systemet med sin egen kultur. Det gør derfor ondt, når man pludselig en dag, må erkende noget så tabuagtigt for en rigtig soldat, som at klappen er gået ned.

”Jeg kom ind i systemet tilbage i 2009. Dengang så det noget anderledes ud, end det gør i dag. PTSD var ikke anerkendt på samme måde. Vi havde møder med Carls Holst, vi deltog i demonstrationer ved Christiansborg for at få mere hjælp – vi gjorde mange ting for at sætte spot på det her tabuemne. Ingen turde sige noget, og gjorde man, var det den sikreste fyreseddel, man kunne underskrive. Det ville vi ændre på”

”Søren Gade var en af dem, som var lydhør. Han var også påvirket af, at han havde været Forsvarsminister, og truffet beslutninger, hvor nogle mennesker havde taget skade, uanset hvilken skade. Men alligevel er der en verden til forskel fra 2010 til 2017”, fortæller Andy og fortsætter:

”Vi prøvede som sagt at blive stillet op på en række, og skulle række hånden op, hvis vi havde psykiske problemer efter udsendelser. Vi vidste, at det var den sikre vej til en fyreseddel, hvis vi rakte hænderne op. Dem som gjorde, skulle hente en sodavand, og så ind til psykologen, og efterfølgende blev de fyret.”

”Når man skulle møde på arbejde igen, var der pludselig to, der ikke var her mere. Jeg fik kontakt til en, han var blevet fyret, fortalte han, så jeg var også bange for at sige noget, selvom der var noget helt galt med mig. Jeg havde det ikke godt og jeg havde underlige tanker.”

”Første gang jeg var på Svanemølle Kaserne i 2010, fik jeg at vide af en psykolog, der havde ondt af mig, at jeg havde oplevet noget grimt, hvorfor jeg kunne få nogle antidepressive piller.”

De piller noterer Forsvaret ikke nogen steder. Andy Christensen deltager senere i et lægetjek i forbindelse med en ny udsendelse, og fortæller, at han har fået piller, og så ændrede alt sig. Han var ikke længere udsendingsparat. Det kostede en fyreseddel.

”Om morgenen inden, jeg skulle underskrive” pensionistkontrakten”, blev jeg anbefalet at blive hjemme, for der ventede en fyreseddel. Jeg blev hjemme, men fik i stedet fyresedlen tilsendt, alt var sort og alt gik ned ad bakke”.

”Min ekskone ser mig blive mærkelig, hun ser, at jeg ”løber på væggene”, jeg bliver underlig, hidsig, jeg er dum at være sammen med. Vi er stadig gift på det tidspunkt, og hun kontakter forskellige steder i et forsøg på at få hjælp, men løber hovedet mod muren.

”Vi skal have hjælp! Så vi kører til den psykiatriske afdeling i Kolding. Det ender meget med noget underligt medicin, de ikke have haft fremme siden 1950’erne. Jeg blev efterfølgende prøveklud på mærkelig medicin. Jeg blev mere rundtosset. Der var heldigvis senere nogle fagfolk, der kunne sige, at den medicin skulle jeg ikke have.”

Andy har under hele interviewet servicehunden Thor ved sin side, og når øjnene bliver trætte, rører han hunden, der giver ham ro til at tale videre.

”I 2013 fik vi kontakt til Veterancentret, der dengang lå Slagelse, men i dag er der lavet satilitkontorer rundt omkring i landet. Dem har jeg stadig kontakt med. Det var en lang proces at få anerkendt, at det var en arbejdsskade. Jeg var også en prøveklud i systemet her. Det ser heldigvis meget anderledes ud i dag. Det danske forsvar udsender ikke folk, der er syge, så per definition, er man blevet syg bagefter, og så er det ikke en arbejdsskade, og det er stadig svært at få anerkendt, men det bliver bedre og bedre”, fortæller Andy og fortsætter:

”I 2013 kom jeg på førtidspension. Dengang havde jeg problemer med den kendsgerning; at man var ”affald”. Det lyder hårdt, men det var den følelse, jeg sad med, måske fordi jeg havde en god arbejdsmoral, så det var forkert at komme på førtidspension.”

”Jeg trøstede mig med førtidspension. Den giver gode muligheder for at komme i gang. Jeg har vendt den om til håb. Jeg var stadig rundt på gulvet i to år efter, og vi blev desværre skilt i 2014.

”Jeg kom i kvalificeret behandling, hvor jeg fik god hjælp. Jeg var igennem et forløb, som åbnede nye muligheder for, at jeg kunne komme andre steder hen. I 2016 kom jeg til en psykiater i Faaborg, måske en hippie, men jeg var villig til alt. Det hjalp så meget, så selv min ekskone sagde, hold da op – nu er der sket noget. Nu er jeg til at tale med på de gode dage. Ellers har der været en lang overvægt af dårlige dage. Nu er der 2/3 gode dage”, fortæller en træt Andy Christensen.

Veteran eller krigsveteran

Har du været i kamp eller har du ”bare” være udsendt, så tænkte man, fortæller Andy i forbindelse med veteraner.

”I slutningen af Irak og Afghanistan havde nogle været i kamp. Så har det været nemmere at komme igennem i systemet. Hvis man har kørt igennem mineområder, slået ihjel og blevet skudt på, så stiller man ikke spørgsmål, hvorimod hvis man f.eks. har været stresset over en længere periode i Kosovo, ja så er det svære at forklare, her kan man ikke komme igennem med systemet på samme måde, så skal man retfærdiggøre det først”.

Hvordan har du det med det?

”Det er dumt. Vi havde den største udsending til Bosnien, jeg ved, at nogle af de oplevelser har været mindst lige så skadelige som ildkamp. Men jeg ved også, at nogen måske har været på kanten af erstatning, og tænkt, at de kan slippe for at lave noget resten af deres dage, og det er måske gået ud over andre. ”

”Jeg har fået min arbejdsskadeerstatning, som gør, at jeg kan sidde i mit hus.

Min daglige økonomi er ikke længere et problem, det har givet luft i hovedet, så kan jeg koncentrere mig om at opføre mig pænt. Jeg lever ikke som greve eller baron, men jeg har luft.”

”Det er stadig sådan, at når jeg ikke kan overskue tingene, så får jeg ikke gjort noget, som er nemt for andre. Hvis jeg f.eks. får en varmeregning, hvor jeg skal betale 2500 kr. ekstra, så kan jeg ikke overskue det. Hvorfor skal jeg betale det. Jeg ved godt, at jeg bare skal kontakte dem, men det orker jeg ikke. Jeg bliver sur indeni, derfor er jeg glad for, at Inger Nielsen har hjulpet mig, og sikret, at jeg nu kan få hjælp til dagligdagsproblemer. Hun sendte mig også det helt rigtige sted hen, da jeg havde flækket begge skinneben. Jeg sad i kørestol, men Inger sørgede for at skabe kontakten til hjælpemiddelsafdelingen, så jeg fik hjælp. Ole Steen Hansen sørgede for, at jeg fik hjælp til rengøringen. Jeg kunne ”nada”, min fod var drejet 170 grader rundt. ”

”Det er rart, at vores folkevalgte kan hjælpe os, når vi møder modstand. Jeg vil fremhæve dem, som uafhængige af valget, vil engagere sig i borgernes hverdag, hvad end det måtte være. Det korte og det lange er, at politikerlede har været oppe at vende mange gange ved valget, hvor de svageste står svagt, og aldrig får hjælp, men jeg fik hjælp, og her han man en politiker med empati. Men det gør ikke, at der uanede midler, men der er empati,” siger Andy.

”Jeg kan ikke rede hele verden, men kan jeg hjælpe nogle stykker, så er det fint. Hører menneskers historie, inde bag det vrede menneske, sidder en der har brug for hjælp. Jeg kan godt synes, at det er underligt, at vi er i sammenhæng, hvor vi skal så langt ud, men jeg gør det uden bagtanke. Jeg har lyst til at hjælpe mennesker. Nogle kan blive sure over det, at jeg går ind sager. Jeg er ikke berøringsangst, jeg går gerne ind i enkeltsager, det er vel også derfor man er politiker,” siger Inger Nielsen.

Andy fortsætter:

”Altså man kan jo vende det om. Et princip kunne være, at vores politikere ud over, at arbejde med alt det positive i samfundet, valgte at hjælpe nummer 1,2,3 og 4, som havde brug for nogle, der kender systemet og borgerne, i stedet for det normale princip, der går ud på, at hvis du ikke kan hjælpe alle 100, så må du ikke hjælpe nogen. De smålige får måske ondt i røven over, at Inger hjælper de første fire i stedet for at hjælpe alle”

”Det er gennem samtaler og empati med borgere, at jeg bliver klogere på, hvordan det fungerer, hvis man ikke ved, hvad der sker ude, så kan jeg heller ikke træffe de nødvendige beslutninger”, slutter Inger Nielsen.

Andy slutter af med at fortælle om Danmarks veteranpolitik, som han ikke mener bliver efterlevet, hverken på arbejdsmarkedet eller socialpolitisk, og man glemmer desuden også, at de pårørende er omfattet af denne politik, så der er med andre ord mange ting at tage fat på for politikkerne endnu. Andy er dog positiv og fortæller, at man er nået langt de senere år, men der er lang vej endnu.