30-årige Christine Christensen ramte helt åbenlyst et behov, da hun en lørdag aften i september sidste år startede sin Facebook-blog ”Kreativ med ungerne”.

– Søndag morgen var der allerede 1200, der havde ”liket” siden, og om mandagen var det ti gange så mange. Det var helt vildt, fortæller den unge københavner om ”Kreativ med ungernes” øjeblikkelige succes.
I dag er der flere end 66.000 personer, som følger de mange kreative forslag og ideer, som forældre, bedsteforældre, pædagoger med flere kan nyde godt af på siden.

Christine Christensen, som læser biokemi, lægger ikke skjul på, at den kæmpe popularitet kom fuldstændig bag på hende. Arbejdet med ”Kreativ med ungerne” er helt ulønnet, og hun er glad for, at hun har fået et par hjælpere, som frivilligt bidrager til bloggens drift.

Hvis den 30-årige skal give et bud på, hvorfor bloggen er slået så godt an, så er det blandt andet, at ideerne er lige til at gå til og kun kræver enkle eller hverdagsagtige materialer.
– Vi kommer ikke med noget, som kræver en lang indkøbsseddel i hobbyforretningen, og det gavner eksempelvis den enlige mor med et stramt budget.

– Og så har vi været heldige at ramme noget i tiden, hvor man gerne vil være nærværende og kreativ med sine børn, bemærker Christine Christensen, som selv har en datter på tre år.

På Kreative Dage vil den populære blogger samt et par hjælpere byde på en workshop, hvor børn kan skabe små hobbyting af blandt andet mælkekartoner. De vil også præsentere en e-bog med kreative ideer.
– Og så glæder jeg mig bare til at få talt med en lang række kreative mennesker, få en masse input og ideer og også lure lidt hos de garvede udstillere, lyder det fra Christine Christensen.

Kreative Dage 2014 finder sted den 24. til 26. oktober i MESSE C, Fredericia.

Se mere på http://www.kreativedage.dk

(Foto: PR )