Denne Ugens Kurt er en lokal kendis. Gennem årtier har han netværket sig gennem det fredericianske erhvervsliv, og det er næsten så sikkert som amen i kirken, at de fleste lokale erhvervsfolk har haft Per “Elbo” i røret. Men hvem er manden bag Elbobladet? Det finder vi ud af i denne Ugens Kurt, som er med Per Kristensen i hovedrollen.

Per Kristensen blev født i 6650 Vittrup, tæt ved Brørup, i 1964. Hans forældre var specialarbejdere, og passede samtidig deres landbrug. Så det var hårdt arbejde fra morgen til aften. 

»Jeg var landmandssøn. Jeg var den yngste i en brødreflok på fire. Jeg husker faktisk min barndom som frihed, men med ansvar. Jeg passede mig selv. Det var andre tider end i dag. Vi levede ude på landet med en kilometer til naboen. Jeg gik rundt på gården og i området alene, imens de andre var i skole. Det gjorde man jo. Jeg husker også, at man skulle gøre, hvad der blev sagt, ellers var der betaling ved kasse et. Så jeg fandt på en masse sjove ting selv. Der var run på i familien, og det indser man for alvor, når man bliver voksen. Min mor arbejdede som pakkerske på et ostelager, og når min far ikke passede gården, så var han også specialarbejder. Der skulle penge ind, det var ikke billigt at have så mange drenge,« fortæller Per og fortsætter:

»Jeg var den yngste, men ikke en forkælet efternøler. Jeg skulle naturligvis have været en pige, men sådan gik det jo ikke. Da jeg var seks år gammel flyttede vi til Lunderskov. Det var i 1970, og det åbnede for et helt nyt liv. Lunderskov var en kommune med massevis af muligheder og godt 4000 indbyggere. Jeg gik på Kongsbjergskolen, og den tid sluttede først efter 9.klasse. Jeg husker min klasselærerinde Fru Harder. Hun var hård, men retfærdig. En som man kunne lære noget af. Jeg husker også Lærer Jessen, der også var bibliotekar på Lunderskov Bibliotek. Det var en god tid.«

Vennerne var blandt andet Bent, Tommy, John, Ole, Anders, Jørgen og Bjarne. Sammen havde de det godt med timevis af fodbold og lidt tennis.

»Vi spillede fodbold, fodbold, fodbold og tennis. Vi byggede også huler. I den forbindelse glemmer jeg aldrig, at jeg havde taget min fars hammer med for at bygge. Det var nok noget af det værste, der er hændt i min barndom. Det var min fars hammer – og den skulle naturligvis gå hen og blive væk. Jeg kunne bare ikke finde den. Jeg havde heller ikke råd til at købe en ny magen til. Det var så hårdt og gik mig virkelig på. Jeg drømte om det om natten. Jeg havde bildt ham ind, at det ikke var mig. Jeg fik nærmest traume over den hammer, indtil det viste sig, at en kammerat havde taget den med hjem. Men der gik vel en uges tid. Jeg fik den hurtigt placeret der, hvor den skulle ligge,« fortæller Ugens Kurt. 

»Men vi havde det godt. Vi spillede fodbold i Lunderskov Boldklub fra de mindste rækker og op. Jeg husker, at vi gjorde det vildt godt. Lunderskov var en god bystørrelse. De godt 4000 borgere gav nogle børn, og vi spillede fodbold til solen gik ned dag efter dag. Vi var sindssygt godt spillet sammen. Men mange regnede ikke en by på størrelse med Lunderskov for noget, så de blev overrasket, når de kom forbi for at spille mod os. Jeg husker særligt en ting: Finalesejren over Esbjerg på 1-0. Vi spillede bare vores bold – og det virkede. Vi havde også virkelig en vaskeægte ildsjæl som træner. Han sørgede for, at vi kom rundt til kampene. Det er helt vildt, hvad der blev lagt i det,« fortæller Per om fodboldkarrieren. 

»Personligt var det vildt for mig. Jeg var vant til at cykle rundt til alt, hvad jeg skulle. Hvis jeg skulle til Kolding eksempelvis, så måtte jeg selv finde jernhesten frem. Nu, hvor du spørger til sport, så spillede vi som sagt også tennis. Det var med Bjarne og Tommy. Jeg nåede dog aldrig deres niveau. Jeg blev bare ikke så god, men det var sjovt. Fodbold gik derimod, som sagt, godt. Jeg spillede dengang på de offensive positioner, men sluttede af som oldboys i forsvaret,« uddyber Per om fodbolden.

Et besøg hos Kolding Folkeblad i 9.klasse såede frøene til Pers fremtidig karriere i mediebranchen 

»Vi var på besøg hos Kolding Folkeblad, hvor Salgschefen, Christian Bunde, fortalte om, hvordan man driver avis og dagblade. Allerede inden var jeg faktisk begyndt at lave mine egne aviser. Jeg tror kun, at jeg var 12-13 år, da jeg lavede de første. Jeg solgte dem i familien for en krone stykket. Ja, en hel krone. Det var mange penge i 70erne. Jeg tegnede, skrev og producerede side efter side. Jeg elskede at lave avis, så da jeg havde hørt Christian Bundes tale om aviser, var jeg solgt. Jeg havde sat et møde i stand med ham om, hvordan jeg kom ind i branchen. Jeg kom med layout og meget andet. Han sagde så, hvad der blev afgørende: “Der er noget at bygge på”. Han rådførte mig til, hvad jeg skulle gøre for at ende i branchen. Han fortalte, at jeg skullet tage et år på EFG (Handelsskolen red.), og så to år i forretning, helst i Supermarked. Og så skulle jeg komme tilbage til Christian Bunde efter de 2,5 år det ville tage i alt,« siger Per og fortsætter:

»Og sådan gik det faktisk. Jeg fik job på Vejen Avis, og det var fantastisk. Det var jo en hobby at lave avis. Det var dog ikke helt, som jeg havde forestillet mig, men jeg voksede med opgaverne. 2,5 år efter jeg var startet i branchen, ringede Ole Kvist fra Ugeavisen i Fredericia. Det var i 1985. Jeg skiftede til Ugeavisen, og det var faktisk også godt, men så ringede Christian Bunde og ville ansætte mig. Jeg havde svært ved at sige nej, det var jo ham, der satte mig i gang. Hans projekt lød spændende, gav mere i løn og mere ansvar. Jeg var også forbavset over, hvor langt foran han var med sin tankegang. Han lavede i 1980erne avis, som var det 2005. Desværre gik det ikke. Økonomien var ikke god nok, og jeg stoppede efter et år. Det kom sig af, at Ole Kvist spurgte mig, hvordan det gik i Kolding – og da jeg fortalte, at det var presset, blev jeg tilbudt at vende retur. Det gjorde jeg så, og der blev jeg. Det har været nogle gode år – ja årtier. Jeg er måske en af de få, der har elsket mit arbejde det meste af mit liv.«

Tiden fløj af sted. I 2009 blev Ugeavisen sammenlagt med Elbobladet, hvor Per Kristensen blev souschef. To år senere var han bladchef. Det var vildt. 

»For det første var det stort at blive en del af Elbobladet, der er kendt alle steder, også hos reklamebureauerne. Jeg kendte Elbobladet inden, jeg kom til Fredericia. Men starten blev ikke som ventet. Jeg blev bladchef og skulle starte i den stilling den 1. juli 2011, men samtidig skulle jeg pleje familien, så vi var faktisk på 14 dages ferie i Italien. Det var ikke sjovt at sidde der, og ikke være med i maskinrummet, hvor man lige var blevet chef. Jeg vidste jo, at man blev bedømt fra dag 1 af. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg havde mange sommerfugle i maven. Jeg vidste faktisk ikke om, jeg kunne bestride det job. Omvendt havde jeg mange visioner, og jeg kunne ikke vente med at komme i gang,« siger Per “Elbo” om aviseventyret og fortsætter:

»Elbobladet blev så min hverdag fra 2009-2020. Det var vildt. Det betyder ikke, at jeg ikke nød min tid på Ugeavisen, for det var også godt. Tingene var bare lidt anderledes på Elbobladet. Det var meget professionelt, det vi gik ind til, og mange ting kom af sig selv. Der var ikke så mange muligheder i starten. Der var os og tv-reklamerne. Så de fleste brugte den lokale ugeavis. Jeg husker også, at jeg elskede konkurrence, vi dystede jo mod flere i branchen, og jeg vidste, at vi skulle give gas. Det gik virkelig godt. Da jeg så blev chef for mine egne kolleger, var det en ny verden. Jeg blev jo chef for mennesker, der havde været længere tid på bladet end mig, og i min verden skulle de have været cheferne, omvendt så var min alder perfekt til sådan en stilling. Jeg var 46 år, fuld af erfaring og massevis af gåpåmod, så man satsede på mig,«

Hvad er det så for en tid, du ser tilbage på? 

»Det har været de mest lærerige 10 år i hele mit liv. Man bliver virkelig kastet for løverne. De fleste år, hvor jeg har været bladchef, har det været i rollen med frihed under ansvar, som bekommer mig godt. Det er lidt anderledes i dag. Der er gået mange år nu. Vi har generelt arbejdet efter budgetter, vi skulle nå, og så måtte jeg afgøre, hvordan vi kom derhen. Jeg måtte gerne bruge en millioner kroner i sponsorater, hvis bare det gav pengene igen, jeg skulle nå en bundlinje, sådan var det. Det var i sig selv ligesom at gå rundt alene på gården som barn, der skulle man også være på, så man ikke blev spist af ræven eller faldt ned i brønden. Sådan er det også i mediebranchen. Der skal kroner ind, men som jeg har sagt, så ser jeg tilbage på en lærerig og god tid, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft de bedste kolleger« svarer Per. 

Per er måske kendt som Per fra Elbobladet, men bagved er der også et stort legebarn og familiemenneske. Han mødte kærligheden på sin 18-års-fødselsdag, da der var byfest i Lunderskov. Det var den 17-årig Susanne, der kom ind i hans liv og sammen har de skabt en familie.

»Jeg har fem børn, fire vi selv har fået og så en plejedatter. Hun er en datter for livet. Man ser jo tit, at plejebørn ikke ser sig tilbage, når de flytter hjemmefra som 18-årig, men Signe, som hun hedder ser vi stadig. Det er dejligt. Linette er den ældste i flokken, så er det Ditte, Line og Oliver. Jeg elsker min børn. Jeg har altid været et stort legebarn, så da jeg og min hustru Susanne fik børn, var det lykken. Jeg arbejdede nok for meget, men når jeg kom hjem, så legede jeg med børnene, og så arbejdede jeg faktisk videre, når de var puttet. I dag har vi også syv børnebørn, hvor Albert er det ældste barnebarn. Vi har det godt, og jeg elsker mine børn og børnebarn. Jeg er stadig et stort legebarn, og Albert har i øvrigt sagt, at når han bliver stor, så vil han være som morfar – nemlig en der leger med børn og børnebørn,« siger Per og smiler stolt, inden han fortsætter:

»Jeg har nok brugt samme filosofi på meget i livet. Vi havde det også sjovt, når vi arbejdede. Både nu og dengang, hvor vi var rigtig mange. Mange var også misundelige og ville ansættes hos os, fordi vi havde det sjovt. Men selvom vi havde det sjovt på bladet, så var det også et arbejde, man skulle passe og levere til,«

Ud på den tynde is som selvstændig 

Per Kristensen stopper på Elbobladet, når den sidste dag i kalenderen 2020, siger september. Han vil være selvstændig i et projekt sammen med sønnen Oliver, og det skulle være nu.

»Jeg er naturligvis vildt spændt på mit kommende projekt. Jeg står et sted i mit liv, hvor der er ro på mig. Jeg har en stor erfaring, særligt i kraft af mit liv på bladet. Jeg har et stort netværk. Jeg har lært mange brancher at kende, ja generelt har jeg lært mange ting undervejs. Jeg har set hvordan chefer og direktører bærer sig ad indenfor deres felter. Det har givet mig en erfaring, jeg kan tage med videre nu. Vores projekt startede for sjovt for to år siden, og sidenhen er der kommet flere hundrede kunder til. Jeg har fulgt med lidt på sidelinjen og har maksimalt brugt 10-12 dage på det over to år. Nu går jeg all in på dette, og så skal vi se om vi kan skabe grobund for arbejde til os begge,« lyder det fra iværksætteren.

Hvordan bliver det at arbejde sammen med din søn?

»Godt. Vi er pot og pande. Når vi eksempelvis er til fodboldkampe eller fodboldtours for at følge vores hold, Liverpool, så er vi faktisk sammen som kammerater. Selvom der er aldersforskellen, så mødes vi godt på midten og er begge som 30-årige. Det kan jeg godt lide. Det er måske lidt underligt for nogle, men vi har det bare godt sammen. Muligheden, der er opstået nu, er også kun opstået, fordi min søn har presset på. Han har holdt mig til ilden,« svarer Ugens Kurt. 

Hvis du skal sætte ord på Fredericias rejse i din tid i byen, hvilke ord passer så?

»Det er faktisk lidt sjovt, for Fredericia gør det jo godt nu. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden ikke forstod og generelt tænkte meget på, hvorfor Fredericia ikke udnyttede placeringen ved vandet noget mere. Vi har jo det skønneste område lige udenfor døren. Nu har man set Kanalbyen skyde op. Jeg vil ikke sige, at jeg havde den tanke for 20 år siden, men jeg tænkte dengang, at man kunne så meget mere i Fredericia. Kolding har også en flot å, men udnytter den ikke som man gør i Aarhus. Men når alt det er sagt, så er Fredericia en dejlig by, også en by, som de andre i Trekantområdet kigger på,« fortæller Per og uddyber:

»Tag bare sommerrock, hvor vi kan samle hele Trekantområdet. Det kan de andre byer ikke. Fredericia har en størrelse, hvor også byens borgere kan samles og står sammen. Det sammenhold ser jeg ikke i Vejle og Kolding. Ikke på samme måde i alt fald. Annoncemæssigt har vi også kunnet se det, når vi kørte temaannoncer. I Fredericia var der en naturligvis opbakning til vores tillæg og ideer, men i andre byer skulle man kæmpe for det. I Fredericia har man formået at skabe noget ud fra Voldene, historien, Landsoldaten og sammenholdet. Det er unikt og godt for byen.«

Og Per, hvad er dine fremtidsdrømme? 

»Jeg har mange endnu, men grundlæggende så vil jeg gerne blive gammel med min hustru. Lege med børnebørnene mange år endnu. Jeg vil se dem blive voksne og lykkelige. Jeg vil også gerne være stolt af, hvis min søn og jeg lykkes med vores firma, og det en dag kan blive hans. Jeg havde i øvrigt også mange tanker, da jeg ville stoppe i mediebranchen. Jeg sagde til min hustru, at jeg ville stoppe, men hun sagde så, at jeg skulle tænke mig om, fordi jeg jo nyder det liv også. “Når du ser fodbold, ser håndbold, går i teatret eller hvad vi nu laver i Fredericia, så stråler du som en glad dreng,” sagde hun også. Men for mig er det vigtigste, at jeg kan bevare mit gode netværk i byen, samtidig med, at jeg kan prøve kræfter med noget nyt og går det ikke, så er jeg sikker på, at jeg kan finde noget at lave,« slutter Ugens Kurt og kommer med en sidste anekdote. 

»Jeg bliver måske kaldt Per Elbo i dag, men da jeg boede i Lunderskov gik jeg under navnet; Ufo-Per. Fordi jeg var og er stadig overbevist om, at jeg har set sådan en, og derfor er det måske også et af mine største ønsker, at man finder liv på en anden planet, inden jeg skal have herfra.«

Leave a Reply