Tidligere har der været en stor idrætsfest i Fredericia, men den er ikke afholdt de seneste par år. Et enigt kultur- og idrætsudvalg har vedtaget, at den skal vende tilbage og lade det være op til forvaltningen at skabe rammerne til, at det kan ske i 2023.
De tidligere store fester har været afholdt i Fredericia Idrætscenter, men hvor det bliver henne i 2023 er endnu ikke fastlagt. Det vigtigste for udvalgsformand, Peder Tind (V), var at få fejringen tilbage.
– Noget af det vigtige for mig er, at vi særligt efter covid-19 sætter spot på fællesskab og fejrer ildsjæle og det kulturelle i Fredericia. Derfor er det på sin plads at få sat det i gang. Vi gør det på tværs, og det glæder mig, siger Tind.

Udvalgsformanden husker selv tilbage på de store fejringer af idrætslivet, der tidligere har været i Fredericia.
– For mig er der en historik med det man gjorde tidligere. Som politikere har vi ladet det være op til forvaltningen at komme med rammen. Vi har heller ikke lagt os fast på priser. Det er op til dialogen med aktørerne og ser hvordan de ser sig selv i det. Der er en ramme og et udvalg, der sætter en fejring i gang til 2023. Det glæder mig helt vildt. Jeg ved hvor mange foreninger og frivillige der gør en stor indsats, som skal anerkendes, forklarer Peder Tind.
I første omgang har kultur- og idrætsudvalget sat skub i, at der skal være en kultur- og idrætsfest i 2023, men målet er, at det skal være en fast begivenhed.
– Vi skal sætte os mål og forhåbentligt skabe fremdrift i det vi arbejder med. Derfor glæder det mig, at vi sætter os til at få en fejring. Det skal blive en tilbagevendende begivenhed, slutter Peder Tind.
Folkeoplysningsrådet har siden 2018 afholdt en årlig nytårskur eller en kur senere på året, hvor de har uddelt seks priser. Planen er, at Folkeoplysningsrådet er tænkt ind i en fælles fejring af kultur- og idrætslivet. Det er også tænkt, at Fredericia Idrætsråd, Fredericia Eliteidræt og andre relevante aktører inddrages i planlægningen og afholdelsen af fejringen af kultur- og idrætslivet.