De udsendte medarbejdere på Danmarks ambassade i Kabul blev natten til søndag flyttet til Kabuls lufthavn.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

– Efter konsultation med allierede partnere og på opfordring af de danske sikkerhedsmyndigheder relokerede de udsendte medarbejdere på den danske ambassade i Kabul i nat til Kabuls lufthavn, skriver udenrigsministeriet.

– Ambassaden er nu i færd med at etablere sig i lufthavnen. Arbejdet med at få evakueret de lokalt ansatte, danskere og afghanere, der har støttet den danske indsats, som aftalt med et flertal af Folketingets partier og danskere i Kabul, fortsætter ufortrødent, står der i meddelelsen, hvor ministeriet også oplyser, at man er i færd med at kontakte alle lokalt ansatte.

Udenrigsministeriet opfordrer samtidig alle danskere, der opholder sig i Kabul til at forlade Afghanistan “omgående”.

– Danskere i Kabul skal forlade Afghanistan omgående. Udenrigsministeriet har ad flere omgange opfordret danskere til at forlade landet. Det er vigtigt, det sker nu. Mulighederne for udrejse svinder ind. Danskere i Kabul, der har brug for bistand fra Udenrigsministeriet, bedes kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice, bbb@um.dk, tlf. 3392 1112, skriver ministeriet.

Samtidig meddeler flere internationale nyhedsbureauer med baggrund i kilder fra det afghanske indenrigsministerium, at Taliban trænger ind i Kabul fra alle sider.

Kvinderne i Kabul er blevet opfordret til at tage til beskyttede områder. De politiske ledere af Taliban opfordrer deres krigere til ikke at bruge vold mod Kabuls indbyggere.

Skriv en kommentar