Enhedslisten, Radikale Venstre og Venstre vil bruge millioner på at hjælpe polske kvinder med at få abort i Danmark.

Det sker på baggrund af, at abortmodstandere og den konservative polske regering tidligere i år gennemførte et undtagelsesfrit forbud mod aborter i landet.

Den polske lov siger, at det er forfatningsstridigt at få foretaget en abort – også selvom fosteret har misdannelser.

Loven vil derfor i praksis gøre det nærmest umuligt at få foretaget en abort.

Det har været en langvarig kamp, og aktivisterne i landet har også demonstreret imod lovændring, og desuden har EU kritiseret den polske regering for at indskrænke retsstatsprincipperne i landet.

Nu melder flere danske politikere sig ind i debatten, og de bruger historiske perspektiver for at overbevise deres kollegaer om at bruge økonomiske midler på, at polske kvinder kan få abort i Danmark.

I 1973 rejste danske kvinder nemlig til Polen for at få abort, og derfor ser Enhedslisten, Radikale Venstre og Venstre som en gengældelse af tjenesten fra 48 år siden.

Rollerne er i dag byttet om, og derfor mener partierne, at man skal hjælpe kvinderne i Polen. Derudover blev det forleden belyst, at kun under 2000 kvinder fik foretaget abort i landet, og angiveligt er der et stort mørketal, som ikke er registreret. Det skyldes, at kvinderne får det gjort hemmeligt og under usikre forhold, og det vil de tre partier i Danmark ændre på.

De tre partier ønsker, at den danske stat afsætter 20 millioner fordelt over fire år for at yde et bidrag til de polske kvinder, som kan komme til Danmark og få hjælp med aborten.

– Vi har tidligere foreslået, at man skulle give polske kvinder ret til at komme ind i det danske sundhedsvæsen gratis. Da det blev afvist, har vi forsøgt at udvikle en konkret model med Sex & Samfund, som også meget gerne vil hjælpe, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Pernille Skipper, og tilføjer:

– For mig handler det om, at vi skal blande os i den verden, vi er en del af, siger hun.

Venstrefløjspartiet får opbakning af Radikale Venstre, som henviser til, at de har haft et væsentligt fokus på problemstillingen i flere år. Derfor er det på tide, at flere partier har fået øjnene op for problematikken og bidrager med løsningsforslag.

Planen, som de tre partier har fremlagt, går ud på, at der i den såkaldte social-og sundhedsreserve per 1. januar 2022 skal tildeles 5 millioner kroner, som i fællesskab med Sex & Samfund skal facilitere adgang for polske kvinder, der vil have foretaget abort i Danmark.

Det vil svare til, at 165 kvinder årligt får hjælp i Danmark. Venstre bakker op om forslaget, men der er aspekter ved modellen, som de er kritiske over for.

Derfor er partiet ikke helt afklaret endnu, om de vil gå med til, at 660 polske kvinder hen over fire år får abort i Danmark.

De er overordnet set positive over for forslaget sammenlignet med andre partier på højrefløjen, eksempelvis Dansk Folkeparti, som ikke bakker op om forslaget:

– I Dansk Folkeparti mener vi, at vi har mange opgaver inden for vores sundhedsvæsen, der har brug for mere økonomi. Det mener vi ikke skal gå til andre landes borgere«, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Aktører fra Sex & Samfund er til gengæld mere positive over for de tre partiers løsningsforslag, da det vil sende et signal til den polske regering. Derudover har man anslået, at den polske abort-stramning vil ramme over 1000 kvinder årligt, og derfor mener generalsekretær Bjarne Christensen hos Sex & Samfund, at Danmark har et ansvar for at hjælpe de polske kvinder.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer