IBC Fredericia-Middelfart har fået tre bekræftede tilfælde af corona. De har alle relation til en fest, hvor der har deltaget postive Covid-19 tilfælde fra Fredericia Gymnasium. Det oplyser rektor Jakob Lund til AVISEN.

Torsdag sendte Fredericia Gymnasium hele 2. årgang hjem som følge af Covid-19 tilfælde på gymnasiet, men IBC Fredericia-Middelfart har endnu ikke sendt nogen hele klasser hjem, da de afventer Sundhedsmyndighedernes anbefaling.

»Det er netop blevet indskærpet, at man ikke skal sende hele klasser hjem, men vi skal lige have skåret helt ud, hvordan de definerer nære relationer i forhold til hvordan vi skal reagere,« siger Jakob Lund, der bekræfter, at alle tre tilfælde på IBC Fredericia-Middelfart har deltaget i en fest, hvor deltagere sidenhen er blevet testet postive:

»Der kan man sige, at det både desværre er samme fest, men på den anden side også heldigvis. Det betyder, at det er indenfor samme gruppe,« forklarer Jakob Lund.

Som konsekvens af de positive tilfælde på IBC Fredericia-Middelfart har Jakob Lund fredag morgen holdt et virtuelt oplæg for skolens elever.

»Da jeg ikke kan samle dem alle holdt jeg et oplæg virtuelt, hvor jeg fortalte om situationen og at det er vigtigt, at vi skal have situationen under kontrol. Det er vigtigt, at den enkelte elev selv tager ansvar. Jeg italesatte på en pæn måde, hvordan man skal opføre sig. Det er ikke sådan, at man ikke kan holde fester, men man skal ikke holde store fester, og man skal ikke holde fester med nogen, som man ikke har nær relation til. Så har jeg også hørt, at nogen har brugt samme glas til en fest, og det skal man heller ikke. Det har jeg indskærpet,« forklarer Jakob Lund.

Hvordan har eleverne reageret på situationen?

»De er selvfølgelig triste og ikke begejstret ved tanken om, at sceneriet fra foråret kan gentage sig. Jeg tror, at det her er lidt et wakeup call,« siger Jakob Lund.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer