Når Klimafolkemødet slår dørene op torsdag den 1. september i år bliver det blandt andet med fokus på kunstens rolle i den grønne omstilling. Og allerede nu kan middelfarterne opleve tre af Jens Galschiøts værker; Skamstøtten, Svinehunden og kæmpeskulpturen Unbearable, som startskud til årets Klimafolkemøde.

Sommeren over kan middelfarterne samt besøgende og turister i Middelfart få en helt særlig oplevelse. Jens Galschiøts værker; Skamstøtten, Svinehunden og Unbearable er nemlig flyttet ind på Middelfart Havn i forlængelse af Herman Jensens Anlæg.

Den verdenskendte kunstner, der blandt andet har udstillet i Hongkong, Mexico, Tyskland, Spanien og USA, bliver en af hovednavnene på årets Klimafolkemøde, og det er i den forbindelse at Galschiøts skulpturer nu også udstilles i Middelfart.

Isbjørn på olieledning

Kæmpeskulpturen ‘Unbearable’, der blandt andet har været udstillet på COP21 i Paris, er et symbol på menneskets påvirkning af verdens klima og vores ansvar for at sikre vores børns fremtid.

Den naturtro kobber-isbjørn er spiddet på en olierørs-ledning, der er formet som en graf, som viser ophobningen af CO2 i atmosfæren. Stålgrafen viser udledningen siden år 0. Den følger jorden indtil år 1850, hvor kul og olie begynder at blive brugt som energikilde i verden. Dernæst begynder grafen at stige nærmest eksplosivt, og den ender i år 2015 med at spidde isbjørnen i 6 meters højde.

Jens Galschiøt på Klimafolkemødet

Som årets klimataler på Klimafolkemødet vil Galschiøt give sit bud på, hvordan kunsten kan bidrage til at formidle klimakrisens omfang og inspirere til klimahandling:

– Kunsten har en stor rolle i formidlingen af klimaudfordringerne. Forskere kan formidle tal, mens kunsten kan inspirere folk til at gå ind i den grønne omstilling. Jeg er glad for at Klimafolkemødet vil tage kunsten med ind i programmet, siger Jens Galschiøt.