Jonathan Smetana er ny CEO og bytter nu endegyldigt rolle med firmagrundlægger og medaktionær Hans Jørgen Ebbesen i et længe planlagt generationsskifte hos den Fredericia-baserede entreprenør, CJ A/S.

Den 1. maj markerede et formelt skifte på toplederpositionen i CJ A/S. Den hidtidige topchef Hans Jørgen Ebbesen bytter formelt rolle og titel med Jonathan Smetana, der længe har været udset og annonceret som koncernens nye CEO.

– Det er et vigtigt signal til omverden og alle vore medarbejdere, at vi både har fremtiden, men også kontinuitet for øje ved at have planlagt vores ledelsesmæssige generationsskifte i god tid, og jeg har haft god tid til lære om positionen fra Hans Jørgen, siger Jonathan Smetana, 38 år og bosat i Aarhus med sin kone og to børn.

Han er på sit 10. år i virksomheden og er kontinuerligt steget i graderne. Han blev for otte år siden også medejer og indtager altså nu toplederrollen i den ekspansive entreprenørvirksomhed.

Medgrundlægger og branchekoryfæet Hans Jørgen Ebbesen overtager rollen som vice i CJ A/S og har ingenlunde planlagt sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet endnu.

– Skiftet er slet og ret rettidig omhu. Nu overgår det formelle ansvar og Jonathan kan, om nødvendigt, trække på min viden og erfaring i en årrække endnu, hvor jeg fortsat har mine faste opgaver helt som hidtil – bare ikke toplederansvaret, og det har jeg det rigtig godt med, siger Hans Jørgen Ebbesen, der stiftede CJ A/S sammen med en række nære kolleger fra det hedengangne Davidsen & Partnere i finanskrisens skygge. Siden har CJ A/S udviklet sig til en stærk brancheaktør.

Omsætningen har passeret 400 millioner kroner med en god overskudsgrad og godt 170 medarbejdere. Udover hovedkontoret i Fredericia er der afdelinger i Horsens og Langeskov. Alle tre steder er der fokus på at servicere lokale virksomheder med alt fra mindre anlægsarbejder til nybyggeri i den større erhvervsklasse. Det er i dag 5ledende medarbejdere, der sammen ejer CJ A/S.

– Jeg har selv haft fornøjelsen at være med til at formulere vores vækststrategi og ikke mindst vores vigtige værdigrundlag, så der kommer ikke til at ske de store synlige forandringer i hverdagen, siger Jonathan Smetana, der har kørt tæt parløb med Hans Jørgen Ebbesen i en årrække allerede. 

– Men de endelige beslutninger ligger nu på mit bordog jeg står til regnskab overfor bestyrelse og medaktionærer. Det er der en stor udfordring i, som jeg glæder mig til – og så er det jo bogstaveligt talt store fodspor at træde i efter Hans Jørgen, der har ført CJ A/S dygtigt og kompetent frem til den nuværende markedsposition som en velanskrevet og profitabel aktør i flere segmenter, siger Jonathan Smetana.

– Vi er glade for nu at kunne eksekvere på den tredje etape af den længe planlagte generationsskifte-proces, hvor det er vigtigt, at Hans Jørgen forbliver en nøgleaktør i organisationen og Jonathan er gledet langsomt og meget sikkert ind i rollen. Vi er trods en vis markedsuro meget fortrøstningsfulde omkring fremtiden i CJ A/S og er glade for vores store ordrebeholdning, siger CJ’s mangeårige bestyrelsesformand, Lars Martens Clausen.

Jonathan Smetana er formelt virksomhedens administrerende direktør fra og med 1. maj 2022.