2021 blev et år hvor selveste ABBA efter 4 årtier kom tilbage med ny musik. Men man skal have levet i 1970’erne for at kunne forstå, hvor store ABBA rent faktisk var. Mange børne og teenageværelser var klistret til med plakater med den svenske popgruppe, og ikke så få piger har sunget foran spejlet som den ene eller anden af de to sangerinder. ABBA er fortsat en af historiens mest succesfulde musikgrupper, og nostalgien lader ikke vente på sig, hvis man var barn i den periode og hører bare en af sangene i radioen.
Men det var meget mere. 1970’erne var det årti, der fik socialismen til Danmark. Man kunne næsten ikke blive rød nok. En stor del af litteraturen fra dengang er præget af opgøret med den spidsborgerlige kultur. Årtiet blev et overgangsårti, hvor man gik fra den pæne borgerlighed til personlig udfoldelse. En af de helt store eksempler på denne ”jeg, mig og dig”-forvandling kan opsummeres med den velkendte vittighed om pædagogerne, når drengen spørger pædagogen, hvad han skal gøre, så svarer pædagogen: Hvad synes du selv?
Ja, hvad synes du selv. Fra det man kaldte ”den sorte skole” til helt nye og såkaldt ”frie” skoler, hvor alle skulle omfavnes og hård indlæring blev afløst af andre metoder. Hvor tøjet stort set kunne sidde, som det ville. Eller farverne kunne være så skingre at det var løgn. Men også i en tid hvor det offentlige med et slag overtog omsorgen for alle og med en ny bistandslov gjorde det muligt at få udbetalt penge kontant i bistandsafdelingen på kommunen. For den sociale lovgivning tog for alvor fart i første del af 1970’erne. Det skulle være slut med fattigdom. Regningen for disse nye love blev udskudt til senere.
Fritidslivet vandt for alvor indpas. Klubber skød op til de unge, og det blev et centralt element i hverdagen. Ikke kun i skolen men også i fritiden mødte man den nye kultur, hvor især unge og nyuddannede lærere og pædagoger transformerede børne- og ungdomslivet med et nyt menneskesyn og friske ideer fra seminarerne: Det handlede om at have det godt.
Ja, man udklækkede også en masse psykologer på universiteterne. Uddannelsen tog for alvor fat i samfundet, og psykologerne begyndte gradvist at kræve deres ret, fordi ikke så få mente de havde opskriften på livets rette gang på jord. Under alle omstændigheder begyndte det at fylde noget, hvordan det enkelte menneske havde det. Især børn, der fra starten af var psykologernes foretrukne arbejdsområde.
Mennesket, med alt dets naturgivne og arvelige sind, blev gjort til genstand for næranalyse, og jagten på afvigelser fra normerne blev forankret i samfundets selvforståelse. Men det var endnu en tid, hvor børn kunne drikke vand fra en haveslange, løbe i bare tæer, lave tømmerflåder eller spise æbler fra træerne, uden at det blev anset for at være et problem. Opdragelsen i den periode var præget af, at børnene klarede sig selv, for det meste. De aftalte selv med hinanden hvad de skulle, og de gik eller cyklede som regel frem og tilbage, uden at forældrene detailstyrede deres tilværelse.
Kosten var dog ikke så opfindsom. Sovs og kartofler var nationalretten, og så handlede det mest om hvilken slags kød der blev serveret til den brune sovs. Til gengæld havde man pølsevogne og grillbarer overalt. Her kunne man få grillkylling, ristede hotdogs eller røde pølser. Et sikkert hit. Der var ikke amerikanske fastfood kæder nogen steder at se. Man havde heller ikke mulighed for bare at kontakte nogen fra sekund til sekund. Enten måtte man være hjemme ved sin telefon, der fungerede via en stikkontakt i væggen, og det samme skulle den man havde brug for at tale til, eller også ringede man forgæves. Så alle andre steder var der ingen telefon, bortset fra telefonbokse. De kunne selvfølgelig også bruges, hvis man havde penge. Men man forventede at folk lavede noget andet, end at stå klar for at besvare et opkald.
Der var jo heller ikke computere i hvert et hjem. Til gengæld var der et fjernsyn. Men for det meste var der kun tv om aftenen, hvor man belejligt startede med børnetime. Alle så dog det samme. Så man kunne næste dag spørge andre, om de havde set det eller det i fjernsynet. For der var kun en dansk kanal. På den måde var alting mere overskueligt. Der var meget færre kendte, men dem der var, havde til gengæld kultstatus. Da Føtex i Fredericia åbnede i 1980, kom selveste Poul Kjøller til byen for at give et nummer med guitaren foran børnene. Det var kæmpestort. Ja, det var så stort, at man skal have levet dengang for at forstå det. Han var naturligvis uddannet pædagog og lærer, og som den store helt fra børnetime, var han virkelig glad for sin cykel.
Da 1970’erne ebbede ud var uskyldens tid dog forbi. Selv den røde front begyndte at pakke sammen. Det var slut med navlepilleriet for en periode, for nu skulle man til at tjene nogle penge for at få betalt for alle udskejelserne i 70’erne.
