Ti elever på Fredericia Gymnasium er blevet testet positiv for corona, og de otte af dem går i samme klasse. I alle tilfælde er der tale om elever fra 2. årgang. Det fortæller rektor på Fredericia Gymnasium, Poul Erik Madsen, til AVISEN.

Tidligere har Fredericia Gymnasium sendt klasser hjem, da der var tilfælde af covid-19 i elevers familie, men nu er der smittede blandt skolens elever. Fredericia Gymnasium er bekendt med, at der har været en fest i weekenden, hvor smitten kan stamme fra. Dog er kun en elev bekræftet smittet fra festen, men alle elever fra festen testes i disse dage.

»Klasserne har én enhed, og de må gerne sidde tæt sammen og det står også i bekendtgørelsen. Klasserne skal ikke mødes med hinanden. Er der pludselig én smittespreder i en klasse, så er der en mulighed for at det spreder sig og det er det der er sket,« siger Poul Erik Madsen til AVISEN.

Fredericia Gymnasium følger de udstedte retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, og vil ikke lave yderligere tiltag på skolen, selvom der er ti smittede elever.

»Men vi vil gerne have en testbil herud. Vi er godt klar over, at det er tryk på, og der er stor efterspørgsel. Men vi ved også, at Fredericia Kommune er på vej i rødt felt,« forklarer Poul Erik Madsen.

I alt er fire klasser på Fredericia Gymnasium blevet hjemsendt som følge af de smittede elever. I den forbindelse er også syv lærere blevet sendt hjem, men der kan komme yderligere tilfælde i løbet af i dag, oplyser Poul Erik Madsen.

Opdaterede retningslinjer

Sundhedsstyrelsen er i dag kommet med opdaterede retningslinjer, der beskriver, hvordan skoler, dagtilbud og uddannelsesinstitutioner skal forholde sig i enkelttilfælde eller smitteudbrud af Covid-19.

Retningslinjerne gør det mere tydeligt, hvilke børn eller elever, der skal sendes hjem, holdes hjemme og testes. Samtidig er det understreget, at når man bliver sendt hjem, skal man blive hjemme og fx ikke se andre uden for husstanden, indtil man har fået et negativt svar på sin test.

Retningslinjen beskriver nu blandt andet mere detaljeret, hvad ungdoms- og voksenuddannelser skal gøre, hvis der er konstateret ét smittetilfælde i en klasse. Den beskriver, at hele klasser som udgangspunkt ikke skal sendes hjem. I stedet skal en opsporing af nære kontakter til den smittede sættes i gang, og de nære kontakter skal herefter sendes hjem, mens de øvrige kan blive. Den samme procedure med kontaktopsporing skal følges, hvis en enkelt medarbejder er testet positiv med ny coronavirus. Den opdaterede retningslinje beskriver desuden, hvornår i forløbet det er mest hensigtsmæssigt at teste i forbindelse med smitteopsporing.

Se de opdaterede retningslinjer:

Information om forholdsregler ved tilfælde af COVID-19 i skoler, dagtilbud og andre tilbud til børn og unge

Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anonnym
Anonnym
1 måned siden

Det kan undre at unge mennesker der bl.a. går på gymnasiet, ikke har forstået at fester ikke er anbefalelsesværdigt i denne tid.
Jeg vil da opfordre alle forældre til at tage en snak med deres børn, om vigtigheden af at bruge sund fornuft i denne tid.
Alternativt kunne man forbyde al salg af alkoholiske drikke til mennesker i den fest-hungrende alder, da det er tydeligt at indtagelse af alkohol, er en del af smittesprednings problemet.

Michael
Michael
1 måned siden

Kære anonym
Er enig i at de unge skal tage situationen alvorligt. Ligesom alle andre skal og bør. Det ville være klædeligt at rektor for Fredericia gymnasium forklarede at de 8 af de 10 smittede var til et skole arrangeret madlavningsarrangement i skoletiden (fravær hvis man ikke mødte op), hvor første smittede rent faktisk var med i madlavningen.
Jeg oplever faktisk at de unge er meget ansvarlige.
Men selvfølgelig i udskældningens/populismens navn er det selvfølgelig detaljer.
Med venlig hilsen
Michael