I et opslag, hvor De Radikales Jens Rohde ikke ønsker at stille op til efterfølgende interview, stiller han spørgsmålet: Hvad nu hvis Ida Auken har ret? Også Martin Lidegaard, der stillede mod Sofie Carsten Nielsen i en kamp om formandsposten undrer sig.

Martin Lidegaard. Medlem af Folketinget, Radikale Venstre

Martin Lidegaard skriver:

Kære alle

Jeg har holdt mig tilbage med at kommentere den ulykkelige situation i vores parti de seneste dage, fordi jeg ikke har ønsket at smide mere brænde på bålet. Som alle andre er jeg dybt berørt af situationen og ønsker kun, at dette mareridt snart må stoppe.

Men udviklingen i det seneste døgn gør det umuligt ikke at kommentere sagen, fordi tavshed også kan og vil blive tolket. Jeg vil derfor gerne gøre tre ting klart:

1) Jeg er ikke længere kandidat til posten som politisk leder af Radikale Venstre.

2) Det er lodret forkert, når nogen antyder, at jeg skulle have orkestreret Ida Aukens eller nogle andres udmeldinger, endsige været bekendt med dem på forhånd.

3) Jeg har ikke grund til at betvivle, at Ida taler sandt. Jeg kender af gode grunde ikke det konkrete hændelsesforløb den pågældende aften, som Ida og Sofie husker så forskelligt. Men den vigtigste pointe er, at flere i ledelsen, herunder Sofie, generelt vidste nok om Mortens upassende adfærd til, at der skulle have været grebet ind for lang tid siden – og allersenest, da Lotte Rod og Katrine Robsøe fortalte om deres sager.

Den ærlige erkendelse tror jeg er afgørende for at vi kan genskabe vores troværdighed udadtil og tilliden indadtil.

Af samme grund vil jeg stærkt opfordre alle til ikke at falde over Ida og andre af vores egne budbringere om sexisme i partiet, selvom det for nogen kan forekomme som en bekvem løsning.Det er sagen for vigtig til og sårene for dybe.Jeg har ikke yderligere kommentarer i denne sag.

Jens Rohde skriver:

Kære alle

Et kættersk spørgsmål nager mig: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Jeg var på klitvandring i går, og min telefon og udgangstilladelse til andet end familiære anliggender er i denne uge inddraget. Så ingen af os i familien anede ret meget om, hvilke begivenheder, der udspandt sig i Radikale Venstre på dagen. Det var dejligt. Da jeg sidst på eftermiddagen fik lov at tænde telefonen, lød den som en gammeldags flipper-maskine. Det var “fuldstændigt vanvittigt”, som Rolf Sørensen ville have sagt.

Jeg kunne på diverse interne radikale debatter, i svar på meningsdanneres tråde og i medierne konstatere et træk, der både gør glad og bekymret på samme tid: Folk rykker sammen i bussen. Man orker ikke mere ballade. Det er altid godt og en god følelse – det skal helst også til i krisesituationer. Hvad der modsat både gør mig forstemt og i særlig grad bekymret, er, at alle nu skyder budbringeren. Og det ofte med ord, der er hentet fra en åndelig septitank.

Budskabet er klart: Hun tager fejl. Hun er illoyal. Vi er rasende. Hun kunne gøre tingene anderledes. Hun vil bare have en anden formand. Hun burde faktisk smides ud. Vi kommer hele vejen rundt. Men hvad gør alle folk, der nu kaster sig over budbringeren, hvis Ida Auken har ret? Hvis nu det rent faktisk ikke handler om politik og magtkamp?

Hvad nu hvis Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen rent faktisk HAR talt om et upassende formandsmønster med hænder de forkerte steder flere gange? Er det så rimeligt at fælde en sådan dom over Ida Auken, fordi man har VEDTAGET, at hun ikke taler sandt eller blot vil en magtkamp, som nogle skriver.

Jeg kan ikke finde hoved eller hale i de enkelte sager; hvem, hvad og hvornår! Det tilkommer heller ikke mig. Men der er jo netop gjort meget ud af at tale om bekæmpelse af mønstre og kultur. Og hvis nu Ida Auken rent faktisk er kommet til ledelsen, og hun har talt med en eller flere om dette mønster hos Morten Østergaard, måske sågar egne oplevelser? I så fald er den rette medicin ikke at udskamme hende – hverken af hensyn til sagen eller henset til partiets ve og vel.

Dommen over Ida Auken rundt om i partiet synes nådesløs. Fra øverst til alle lag. Som den iøvrigt også havde en tendens til at blive det mod Lotte Rod “for en hånd på låret”. Dette er ikke bare et gruppeanliggende. Det er noget, vi må tale åbent om. Derfor denne opdatering.

Jeg går ud fra, at Radikale Venstre er et parti og ikke en sekt?! Vi har ikke ret. Vi har en holdning. Internt. Eksternt. I så fald må man lytte til alle og tage deres oplevelser alvorligt. Ida Auken har jo henvendt sig til gruppen først. Med en mail internt. Hun oplevede at blive afvist. Sådan som hun tilsyneladende har oplevet det ofte i spørgsmål henset til dette emne. Det kan man have alle mulige meninger og ideer om, men man kan jo ikke bare sådan tage den følelse fra Ida Auken. Det løser i hvert fald intet. Så igen: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Det er vores pligt at stille det ubehagelige spørgsmål. Og give svaret på det. Ellers lyver vi for os selv, hvilket gør det vanskeligt ikke at lyve for andre.

Jeg har set tilstrækkeligt i mine 25 år i politik til at vide, at det ALTID er løgnen, der fælder såvel folk som partier. Jeg har trods alt som tidligere politisk ordfører i V medvirket i håndteringen af en del spektakulære sager, der også havde et sexuelt kedeligt bagtæppe, da V blev ramt af en større stribe i begyndelsen af nullerne.

Man kommer igennem det, men først når alt er fortalt og talt igennem. Nogle vil gerne udlægge det hele som en typisk kamp om poster og partiets politiske linje. Det kan man ikke fortænke dem i. Man må jo i den henseende stille spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt, at en lille gruppe mennesker i en affekt-lignende tilstand træffer beslutninger af så vidtrækkende karakter som valg af et partis politiske ledelse.

Det er jo ret beset ikke ansvarligt, uanset hvem der var blevet valgt. Måske det fremover skulle være en opgave for baglandet. Nå, det er en anden sag. Men havde det nu været tilfældet, at det hele handler om magten og linjen i partiet, ville jeg slet ikke stille mit kætterske spørgsmål i begyndelsen af denne tekst.

De fleste ved godt, at Ida og jeg har meget forskellige holdninger til mange ting og kommer fra hvert vort ideologiske udgangspunkt. Som jeg altid har sagt: Hun kan måske tilføre mig noget grønt, og jeg kan måske tilføre hende noget jord, og det skulle der så gerne komme en radikal balance ud af.

Men det har ikke altid været nemt for nogen af os, og det slår ofte gnister mellem os. Men vi overkommer hinandens forskelle, og dette både ler vi ad og ser som en fin lille RV-ting, når vi har kæmpet kampen færdig. Men jeg kunne da aldrig drømme om at kæmpe for “Idas linje”.

Hun er mest til den gamle udgave af Grundtvig. Jeg er mest til Brandes. Sådan er det. Der er bare lige den lille ting ved at associere sig med Brandes, at så er man forpligtet til at stå op for hendes og enhvers ret til at være ubekvem og stille de ubehagelige spørgsmål og sige tingene – ikke som de nødvendigvis er, men som hun og de ser dem. Det er jo Radikal livsnerve. Hele grunden til, at man ikle kunne holde Venstre ud, var jo konformiteten og selvbeskyttelsens eget værn, som Brandes mente havde indsneget sig i partiet. Misforstå mig ret: Skulle jeg helt og holdent tænke på mig selv i denne sag, ville det da være fint ikke at have Ida Auken som konkurrent i København, for hun er Radikale Venstres største stemmesluger. For mig kunne det nemt være den fristende og lette måde at anskue tingene på. Men det går jo ikke.

For det heler ingenting, og vi får færre mandater, jo smallere vi er. Radikale Venstre valgte den højeste hest i spørgsmålet om sexisme. For mig personligt at se også en for høj hest, der efterlader alle i en nul-fejls-kultur, der gør os mere katolske end paven selv. Det skader sagen mere, end det gavner, fordi det bedste som oftest er det godes værste fjende, når man har med mennesker og kultur at gøre. Men dette er mit synspunkt. Andre må have deres. Det gode budskab, vi kom med, og som Sofie Carsten Nielsen (jeg bruger i dette opslag alle personers efternavne, så ingen behøver at tolke på eventuelle særlige præferencer, som jeg ikke har), gjorde så fint og modigt et nummer ud af i Facebook-Live om emnet var, at INGEN længere “skal holde kæft”. Reaktionen mod Ida Auken synes ikke helt at levere netop den bemeldte standard.

Og det er i min bog ikke i orden. Kære venner. Inden vi kan komme videre, må alle oplevelser i denne sag høres. Ida Auken forsøgte over for gruppen i fortrolighed at få et øre og følte sig afvist. Hun har tydeligvis den oplevelse, at hun gentagne gange er gået til flere folk i partiet og har gjort opmærksom på et mønster, hun ikke fandt rigtigt for en formand.

Men det benægtes, og det bliver så de facto til, at Ida Auken ikke taler sandt eller har skjulte dagsordener. Er det i den situation ikke menneskeligt naturligt at skrive et nødråb?

Jeg ved ikke, hvad der er sandheden. Men Radikale Venstre er nødt til at søge den, fordi den er forudsætningen for at komme videre. Og man må acceptere – endda tilskynde – en høj grad af transparens i processen, fordi der HAR været fortielser og forsøgt udlagt røgslør, som da vi mødte op til gruppemødet i Den Sorte Diamant og der lå et oplæg til en ny adfærdspolitik i RV, som det tydeligvis var, hvad ledelsen ønskede, vi skulle tage stilling til, og ikke det, som udspandt sig senere og i dag er historie. Åbenhed, forståelse og en god portion barmhjertighed ville klæde os alle. “Den som kommer for sent til historien, kommer for sent til livet”, sagde Gorbatjov til Honecker. Honecker forstod det ikke, muren og efterfølgende staten og slutteligt partiet faldt.

Det gode ved menneskelige fejl er, at mennesker også kan rette op på dem. Og der ER begået fejl. Man kan ikke sidde og moralisere over andres sexuelle habitus, hvis ikke man har sikret sig en vis egenstandard. De fejl, vi som parti har begået, kan vi kun rette op på sammen. Derfor siger jeg også hundrede procent ærligt, at hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig.

INGEN skal stå alene på perronen, fordi de ikke holdt kæft.

Dette “løfte” kan jeg godt se, kan blive en stor fristelse for nogle. Men se det i stedet som en opfordring til, at alle tænker sig om, inden man kører raid mod Ida Auken. Radikale Venstre har ikke brug for færre men flere kræfter. Og stil endnu engang spørgsmålet til jer selv: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Hvordan møder vi så hinanden i den virkelighed og overkommer hinandens forskelle?

Jeg ønsker alle en god dag med tid til refleksioner, herunder selvrefleksion. Dem vil jeg selv fortsætte med, mens Vesterhavet blæser mig et stykke. PS: nej. Jeg gider ikke stille op til interviews. De skrevne ord må stå i deres egen ret, sådan som de er.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer