Tak for jeres mails, sms’er og likes på Facebook i sidste uge! Det gør mig bare rigtig glad! Tak.

Årstiden vi går i møde, kan være mørk og våd! Men den kan også være rigtig hyggelig, hvis man tænder lidt stearinlys og finder et tæppe frem. Det kommer lidt an på hvilke ”briller”, man tager på.

Det samme gælder med træning. Enten kan man kigge ud og tænke ”gisp det regner for vildt” eller vende det rundt og tænke ”mon min glorie kan komme ind ad døren, når jeg kommer hjem efter en gå- eller løbetur i regnen”. Hvis det var muligt, at trække tanker ud af mit hoved før og under en løbetur, så er jeg helt sikker på, at I ville ligge flade af grin. Men det er faktisk disse små skøre tanker, som får smilet frem og mig til at fortsætte. Det kan sagtens være helt urealistiske ting, men det er det mest positive jeg kan komme i tanke om, jeg prøver at ”pace” mig selv med. Alt lige fra ”go røv, go røv op ad Røde banke til ”ups det blev rødt lys, så får du en lækker lille omvej” – for jeg stopper helst ikke, hellere dreje og så nappe næste vej. Kom ud i regnen, spind den vildeste fantasi historie og få mundvigene op. Du bliver i så fantastisk humør – om ikke på turen, så når du ER kommet hjem.

Slut med semigravid-aften-mave

I sidste uge løftede jeg sløret for noget helt nyt for mig, nemlig en lidt anderledes måde at spise på, som hedder Low Fodmap. Dvs. den er ikke så anderledes, man skal blot undlade specielle kulhydrater. Jeg blev anbefalet denne kost, da jeg i rigtig mange år har døjet med ondt i maven om aftenen. Det kunne starte midt på dagen eller blot komme efter aftensmad. Min læge har undersøgt mig på kryds og tværs, men jeg er fin både inde og ude. Nej, jeg har det desværre ikke på skrift 🙂

De sidste 14 dage har jeg levet efter denne kost, og haft det fantastisk. Ingen oppustet mave og vigtigst af alt – slet ikke ondt! Det er ubeskriveligt og nok lidt uforståeligt, for mennesker som har det jeg kalder en mågemave. Men min mave kan hæve så meget, at det ikke er nok at knappe bukserne op!

I dag skulle jeg selvfølgelig lige teste, om det nu også var rigtigt, at man ikke måtte spise rugbrød. Og kan afsløre, at det var det! Kort tid efter min frokost gik jeg som Dronning Ingrid. Her 5 timer efter har mavesmerterne ikke fortaget sig, så må konkludere at instituttet Monash University nok har fat i den lange ende.

Så hvis du kender nogle med en irritabel tyktarm, mavesmerter, oppustethed og maverumlen, så bed dem Google Low Fodmap, det er spændende læsning.

1, 2, 3 det er en prøve

Som du også ser i min klumme i dag, er jeg gået i gang med at lave nogle små videoer til jer, de vil blive lanceret hen over vinteren, og der vil være videoer, hvor vi fokuserer på forskellige muskelgrupper eller videoer, hvor det er kædetræning. Dvs. en muskelkæde der trænes. Det ville varme mit træner hjerte, hvis du sender nogle ønsker til videoerne til mig.

A-HU-A fra Mette Bjeld